Hytten - nu også med trappe

For kendere af vores hytte bliver vi nødt til at fortælle, at der er kommet en flot trappe til i sommerens løb: Jørn har haft gang i sav, waterpass og skruemaskine; så nu har vi den dejligste trappe i hele hyttens bredde, så man kan sidde og drikke kaffe, sludre eller tage en lur i solen. Det har været et ønske og en plan lige siden hytten blev til i foråret 2000. Så nu skulle det være sagde Jørn i sommer, da Hanne spurgte om hun og Preben kunne låne hytten med omgivelser til deres bryllup (vi overvejer at omdøbe hytten til "brudesuiten"). Desværre blev det først senere, da far som bekendt døde en lille uges tid før Hannes brullup - så det blev gennemført i fineste stil med ja og mange gæster - men uden trappe og vores deltagelse. Se selv hvor flot det ser ud nu - og så er døren i øvrigt også blevet udskiftet til en tæt og god dør! Billederne er fra slutningen af oktober - med eftersårsfarver og rim i kantlyngen.

Aasiaat omsværmet - Olieefterforskning

"Der er fundet olie" - "Pas på forurening" - "Landet bliver oversvømmet af fremmede" Overskrifterne var mange i sommerens løb, da skotske Cairn olieefterforskningsfirma sendte flere boreskibe, hotelskib og hellikoptere til Diskebugten i sommer for at lave de første prøveboringer nordfor Diskoøen. Aasiaat blev base for al den aktivitet. I lufthavnen blev der etableret en særlig afdeling for det forskellige personale, som ankom for at tage del i arbejdet. En hellikopter stod parat for straks at flyve dem ud til hotelskibet ude foran Tørveøen - og der var hele tiden en summen af hellikoptere i forbindelse med løbende udskiftning af personel sommeren igennem dels ind og ud af Aasiaat og dels frem og tilbage mellem olieboreskibet og hotelskibet. Der lå forskellige pramme med udstyr ved havnen og til tider lå tre til fire skibe til kaj for at losse/læsse udstyr etc. I byen lille restaurant "Tuluaq" var der også en lind strøm af udenlandske besøgende, så vi troede os hensat til Ilulissat eller Skotland. Midt i det hele fik byen også besøg af Greenpeace og et orøget antal politi til at passe aktivisterne op. Ikke fordi vi mærkede noget på land - men til vands endte det med, at de aktiverende blev "reddet" af politiet i et begyndende stormvejr. Det er nu ikke til at finde ud af, om der kom nogen ud af al aktiviteten - men det forlyder at der skal ske foretages flere boringer til næste sommer. Og byens borgere fik noget at kigge på og tale om.

Vi har det godt

Vi har nu blot 7 dage tilbage af vores ferie i USA. Det er jo ikke sagen, men vi har oplevet rigitg meget med ture til Yellowstone, Grand Tetan, Grand Canyon, Koda Chromo, Capitol Reef, Lake Powell og nu Moab med Canyonlands. Heldigvis mest i telt.

Og så var der lige en pukkelhval

Jeg skulle lige ud og lufte mig og tog i retning af Akunnaaq gennem Lange Sund. Der var intet at se den første time ud over hav og øer; men det blev en helt anden oplevelse lige ud for Akunnaaq: En pukkelhval syntes den skulle give opvisning: under - over - foran -bagved. Helt fantastisk - se selv:

Nye dragter og tur om Aasiaat ø

Endelig: vores nye tørdragter er taget i brug - og godkendt! Dejligt at man nu ikke behøver at tage hele dragten af, når man skal...

Vi prøvede dragterne på vores tur i går rundt om Aasiaat ø - vi pakkede kajakkerne med frokost og kaffe og nød så turen rundt med frokostpause på nordspidsen og udsyn til isfjeldsbanken ved Akunnaaq og til lyden af et par pukkelhvaler , der hyggede sig ved Zimmers vardeø. Vandet var totalt fladt og solen bragede ned, så kasket og solbriller var fremme.

Vi sluttede dagen ved kaffe på terrassen sammen med fem kajak-folk fra England (og USA). Vi mødte dem for tre år siden, da de også var i området. Herligt at udveksle erfararinger og historier.

Nu kan vores qajaq-kajakker få nyt betræk

Vi havde en dejlig dag i går rundt i nordsjælland og sluttede af med en færgetur til Rørvig og videre til Unnerud Huse for at køb 50 m hør/bomuldslærred hos den danske qajaq guru Svend Ulstrup (Naturlivsskolen).

Det var som vanligt hyggeligt at være på besøg og se lokaliteterne med de mange flotte qajaq'er og en helt nyt konobåd, som er undervejs.

Farvel i Gørløse

Min far med dejligt smil på.

I søndags ved blev vi ringet op ovre ved hytten i det dejligste vejr: Efter en solskinsdag med mor og børnebørnene Anne og Mette omkring sig samt intens radiolytning til fodboldkampen mellem Tyskland og England, sluttede far livet med en blodprop og var straks væk.

Vi kom ned til Danmark tirsdag morgen og bliver til slutningen af næste uge.

Fætter Mogens, Tove og Kamilla på besøg i maj

Det er jo ikke altid vi sadler samme uge som vi rider: så her kommer tre ord om fætter Mogens besøg sammen med Tove og datter Kamilla, som i øjeblikket er udstationeret som farmaceutstuderende på Landsapoteket. Det var en dejlig overraskelse, at familien havde mulighed for at komme helt op til os - vi kan godt komme til at savne familieralationerne! Desværre var vejret ikke det bedste, men vi fik set byen (og alle butikker store som små), hundene, Per Kirkeby-billeder, spist Stines fødselsdagslagkage på Sømandshjemmet, prøvet en masse grønlandsk mad, snakket - og så var Kamilla og Mogens med Jørn ude og padle årets første tur. Da vi ikke var færdig med at forårsklargøre hele bestanden af kajakker blev Inge på land sammen med Tove og agerede "dokumentarist". Efter fire dage hos os tog de med helikopter til Qeqertarsuaq og videre til Ilulissat inden kystbåden førte dem til Nuuk og fires dages besøg i hovedstaden sammen med Inge igen. Efterfølgende forlyder det, at Mogens er blevet så begejstret for kajakturen, at han overvejer at indkøbe egen kajak i Danmark. Alletiders at vi kan inspirere familien: resultatet af kusine Ida's besøg heroppe blev indkøb af kajak, kursus og flere fælles familiesommerture i den svenske skærgård. Hvem ved hvad der følger denne gang... Tove?

ACR min version 25.05.10 Skal du ikke med til Arctic Cirkel Race? jo da, kom nu. Flere af vores venner prikkede til mig, selv om de aldrig havde set mig på ski, eller måske netop derfor? Fra sygehuset havde Ann-Sofie og Sascha, som sammen krydsede indlandsisen sidste år, tilmeldt sig, ud over flere bekendte fra byen. På en måde pirrede udfordringen mig. Jeg fyldte 65 i marts i år. Skulle jeg prøve at tage fusen på dem? Havde jeg mon overhovedet en realistisk chance for at kunne gennemføre? Jeg som jo ellers stort set aldrig løber langrend. Dog havde jeg i 1974 krydset Hardangervidden på ski i påsken på turski. Når jeg husker nærmere efter har jeg også deltaget i et 30 km. løb i Nordsverige i 1979 hvor jeg blev næstsidst. Ud fra min erfaring fra dengang, er jeg senere gået over til at foretrække at bruge snesko, undtagen når jeg løber alpint. Nå, jeg kunne jo altid melde fra igen, hvis jeg ikke nåede at komme i form. Jeg meldte mig til et par måneder før, men træning var det ikke rigtigt blevet til grundet at islag havde omdannet skisporene så de nu var hårde som minature bobslædebaner. Der var herefter kun en måned at træne i, så nu skulle der ske noget. Nye letvægtsski, stave og støvler blev købt. Ann-Sofie og Martin gav mig et lynkursus i smøring. Til min fødselsdag fik jeg af personalet på sygehuset, halsedisse, ansigtsmaske og sportstaske og af min datter elektrisk strygejern til at smøre ud skivoks. Desværre var ASPs (Aasiaats Skiklub) spormaskine havareret, men jeg kunne gå i snescooter sporene ud til Nordspidsen (Aasiaat øens østligste punkt) tur-retur, en distance på ialt 12 km. Efter en uge løb jeg strækningen x 2 i weekenden og næste weekend x 3 og sidste weekend x 4, altså 48 km., enda med rygsæk der vejede de obligatoriske 5 kg. Hvis ikke jeg havde kunnet klare at løbe de 48 km. ville jeg melde fra igen. Det skulle være mit eget "udtagelsesløb". Inge havde filmet mig så jeg kunne rette stilen endeligt til. Det gik rimmeligt. Men terrænet her på øen er fladt i sammenligning med ruten under ACR. Højderne her på øen kan på ingen måde hævde sig over for bjergene i f. eks. Jylland. Min kampvægt var faldet fra 66 kg. til 64 kg. Inge var bekymret. Jeg var begrænset optimistisk. Det skulle prøves. Jeg kan også nå at træne lidt i Sisimiut, ikke? Egnet tøj og rygsæk blev udvalgt fra vores fælles samling. Tirsdag eftermiddag med fly til det bjergrige Sisimiut. Flyttede ind på Sømandshjemmet. Gik til det obligatoriske informationsmøde. Det viste sig nu at ruten var ændret i forhold til de andre år grundet mangel på sne og kulde. Tidligere gik ruten over et pas og ned over en fjord, til teltlejren. Næste dag, en lidt kortere rundtur ude i terrænet og tilbage til lejren. Sidste dag retur til Sisimiut. Denne gang skulle dag 2 være den mest strabasiøse højdemæssigt idet vi først skulle op til udsigtspunkt i 664 m. højde og så ned til arenaen i Sisimiut og tilbage til lejren i ca. 350 m. højde. Sidste dag retur af samme rute som dag 1. 103 deltagere. Jeg var ældst. Løbet skulle starte fredag. Løb 12 km. onsdag, som opvarmning. I de gode maskinpræparede spor fik jeg mere styr på skiene end jeg var vant til. Fik vokset skiene igen. Vejrudsigten lovede skyfrit, stille vejr og rundt minus 5 gr. i Sisimiut, alle 3 dage. Men hvordan i højderne og mere inde i landet? Fredag klar til start. Rygsækken blev kontrolvejet. Jeg kunne godt se at der var de andre deltagere - og så mig. De andre i tætsluttende skidress og så mig i fjeldrævsbukser og anorak. Jeg havde desuden ikke den særlige slags rygsæk med holdere til vandflasker og drikkekrus i snor der gik rundt om en fjerderbelastet trisse. Jeg så givet lidt kikset ud. Håbede ingen ville bemærke mig i mængden. Vidste jeg ikke hvad det her drejde sig om? Det er jo verdens hårdeste skiløb. 160 km. på 3 dage i alpint terræn. Starten gik. Jeg lagde nok lidt hårdt ud de første 2½ km. Jeg ville jo ikke ligge sidst medens der endnu var tilskuere. Først var der en lille sløjfe på ruten, tilbage til arenaen, hvor jeg klarede den stejle nedkørsel uden at falde, inden vi fortsatte. Nu var det bare derud af. De første mange kilometre var relativt plant og jeg fandt ind i sporet og i en god rytme. Derefter gik det bare opad og opad igen. Der var ca. 12 km. mellem drikkeposterne så jeg skulle bare forstille mig at jeg skulle til Nordspidsen og tilbage mellem hver post. På den måde føltes det mere overkommeligt. Endelig var jeg ved lejren, hvor der også var en drikkepost. Der var nu kun en sløjfe på 12 km. tilbage havde jeg regnet ud fra antal poster jeg havde været ved. Hvordan har du det?, spurgte sygeplejersken ved posten. Jeg rettede mig op og anstrengte mig for at se frisk ud. Jeg skulle jo nødig signalere at det ville være uforsvarligt at lade mig fortsætte. Det går, sagde jeg. Der er jo kun 12 km. igen. Nej, der er 24 km. Men går det GODT? spurgte hun. Ups, så var jeg kun lidt over halvvejs. Absolut, svarede jeg. Nå, hej - jeg må se at komme videre. Bye-Bye. De har nogle lange kilometre her. Ved drikkeposterne ventede der chokolade, kage, kaffe, saft og opmuntrende ord fra de søde frivillige, deriblandt Dorthe Filemonsen som jeg kendte fra Kangaatsiaq. Det var nu knapt så meget op og ned og ruten gik forbi et par udsigtspunkter hvor jeg var nød til at overgive mig og lige give mig tid til at nyde synet mod nord ud over det frosne og snerige bjerglandskab. Endelig tilbage i lejren, som en af de sidste, dog ikke aller sidst. Fik anvist teltplads. Fandt min paksæk som var transporteret ud på snescooter. Skiftede til tørt tøj og hængt det andet til tørre. Fandt de andre nære bekendte, Ann-Sofie , Martin og Sascha og snart sad vi bænkede i spiseteltet fik chips, frysetørret varm ret og drikke. Fandt min fysioterapeut og fik 15 min. massage på de ømme skuldre. Ringede til Inge på Iridium telefonen. Nok var jeg træt men ingen vabler eller skader , kunne jeg fortælle. Var endnu ved godt mod. Gik tidligt i fibersoveposen godkendt til minus 18 gr. Det gik fint med at holde varmen da jeg også havde iført mig dun tøj. Det var ca. minus 23 gr. om natten Var rimeligt udhvilet om morgenen. Smurte skiene. Start kl. 10 i strålende solskin. Opad, opad og opad til udsigtspunktet i 664 m. højde med udsigt mod syd udover fjorden. Så nedad igen og opad igen. Jeg havde føling med en lille gruppe der lå som en bagtrop, men skiene var blevet bagglatte. Af med skiene og smøring med voks som jeg havde holdt lunt i en bukselomme. Smøringen fæstede til skisålen i store klumper som tyggegummi og andre steder slet ikke. Prøvede forgæves at glatte ud med korken men helt nytteløst. Jeg mistede nu helt føling med bagtroppen så nu var jeg alene. Skyndte mig videre men kunne ikke nå op til de andre. For ikke at komme til skade tog jeg skiene af ved de værste nedkørsler, og løb ned. Videre ned og runde på arenaen i byen og så opad igen. Ved en af posterne var der en politibetjent der mente jeg manglede en "booster". Den bestod af et stort krus med en del kaffe og en del coca-cola. Det brugte de bedste som Øjstein Slettemark og dem, fortalte han. Han var gudskelov leveringsdygtig i denne trylledrik. Nu, skal du nok klare det sagde han. Han susede videre i forvejen på snescooter og stod klar med en ny "booster" ved næste post. Fantastisk dejligt menneske. Jeg husker også tydeligt en vis Anso? (Laarseeraq Skiftes hustru), på snescooter, som meddelte mig at hvis ikke jeg nåede næste post kaldet "point of no return) inden for 40 min. ville jeg blive pillet ud af løbet da det så ville være tvivlsomt om jeg kunne nå til lejren inden for tidsrammen. Og så sang hun en kampsang eller hymne, noget med Aaa- Cee - Aaarr. Det tænkte jeg meget over alt i medens jeg stred mig op den laange bakke mod punktet ved skiliften. Men jeg nåde det med 3 min.s margin. Jeg var grædefærdig af lettelse. Var der noget jeg ikke ville så var det at blive pillet ud af løbet efter al den forberedelse og præstige, jeg havde lagt i at gennemføre projektet. Nu var jeg sikker på at komme i mål dag 2 også, ,men jeg var så træt som jeg kan blive. Aldrig mere, dette skulle være første og sidste gang at jeg skulle deltage, meddelte jeg Inge over telefonen, efter jeg var kommet i mål med en række snescootere i halen. Nu kunne de frivillige endelig holde fri for idag. Jeg sporede dog ingen bitterhed hos dem over at de havde måttet vente på håbløse mig. Dog stadig ingen skader som vabler, jeg kunne gå uden at halte om end noget stift. Men træt det var jeg, fysisk og mentalt. Kunne jeg ikke lige så godt se det i øjnene med det samme og så være tilfreds med det jeg havde gennemført? Nej, se an til imorgen. Det er altid en god ting, spændt på om jeg kunne nå at komme til kræfter til sidste etape. Jeg var næsten for træt til at skifte tøj, spise og få massage, men der er jo basale behov der må opfyldes. Tidligt i soveposen. Dag 3 skulle vi særligt tidligt op, da vi jo skulle pakke vores ting sammen, så de kunne fragtes ned til Sisimiut. Næste morgen gudskelov stadig godt vejr men koldt. Lejren lå i skyggen og solen kom først op over fjeldene kort før start og oplyste lejren. Det svimlede for mig da gik rundt og pakkede. Var det her smart? Der var stadig nogle timer til start. Efter morgenmad, müesli og kaffe, gik det bedre. Sascha hjalp mig med at smøre mine ski, blå klister der blev jævnet ud med strygejern. Jeg trimmede indholdet i min rygsæk så den vejede 15 mg. ud over de krævede 5 kg. Første etape var jo sløjfen i højden, der førte tilbage til lejren, så hvis jeg ikke kunne mere var det et naturligt sted at melde pas. Jeg sakkede jo som forventeligt bagud og lå snart sidst men fik efterhånden stabiliseret farten og nåede op igen og fik kontakt og overhalede til med enkelte. Smøringen hjalp meget. Denne dag brugte jeg minimal tid på posterne, et krus saft og så proppe munden med chokolade som så lå og smeltede i munden medens jeg stavrede videre. Fik efterhånden indhentet Ann-Sofie og hvis jeg kunne følge trop, måtte den være hjemme. Vi havde nu passeret det højeste punkt så nu var det mest ned ad bakke. Ann-Sofie tog de fleste nedkørsler på ski, medens jeg løb ned med skiene i hånden. Vi passerede "point of no return" med god margin, så langsomt dæmrede det for mig at, det her klare du nok. Jeg fik tåre i øjnene af lettelse, godt jeg havde solbriller på. Måske jeg også snøftede lidt. Det som syntes så umuligt at opnå i går aftes og nu til morgen, skulle blive virkelighed. Og så passerede vi mållinien sammen. Det lyder måske mærkeligt, men bare det at gennemføre betød uendeligt meget for mig. Skidt med plasseringen, at jeg kom sidst af alle samlet set og at diplomet jeg fik, havde et billede af mig nr. 149 indfældet, gående med skiene i hånden op ad bakke, men det var det jo fakstisk hele vejen, fra da jeg tilmeldte mig.

Inge, Jørn og vulkanskyen..

I dag tirsdag skulle Inge være rejst til DK til møder og besøg hos familien og så fra DK hjem til Aasiaat og Jørn. Men så kom der noget aske i vejen; det var så det...Og i stedet fik jeg lavet billetten om, så jeg rejser direkte fra Nuuk og hjem til Jørn. Så langt så godt. I dag har vi så haft forskellige problemer med at finde ud af hvor askeskyen bevæget sig hen - af hensyn til medicinleverancer med fly til Landsapoteket i Nuuk og andre destinationer - men også fordi jeg altså gerne vil HJEM. Og lige over middag kunne patientkontoret på Dr. Ingrids Hospital så meddele, at der ikke er flere flyvninger ud af Nuuk. Vulkanskyen har nået Nuuk og det sydlige Grønland; senere på dagen lukkes også østkysten. Og så: gad vist hvad der sker? hvornår mon der er flyvning igen til Aasiaat og Jørn? Fortsættelse følger.

Jørn i mål - 3. dag

Så er ACR gennemført - har lige snakket med en MEGET tilfreds Jørn, som her online sidder og drikker Classic og burgere,sammen med rejsekammeraterne fra Aasiaat, som alle har gennemført. Næste punkt på deres dagsorden er pizza og rødvin! Jørn og Anne Sofie har fulgtes ad stort set hele dagen, og smøringen som Sascha hjalp med, har været god. Så det lyder til at dag 3 har været fin. Jørn lyder stort set som sig selv i dag, ikke udmattet som de andre dage. Der kom flere ind efter Jørn og Anne Sofie, så det blev ikke helt som han selv foreslog i begyndelse: sidst. Om han har lyst til at deltage en anden gang forlyder ikke...... Jeg siger bare: Tillykke - godt gået!

Jørns "lille" skitur - 2. dag

Så har jeg igen talt med Jørn - han er stadig med, selv man ikke kan se hans resultat på ACR's hjemmeside. Anne Sofie er også med endnu selvom det ikke fremgår af resultaterne. Jørn kom ind sidst i dag efter en tur som fik ham til at udtale: "Det er første og sidste gang jeg deltager i dette". Han har sådan set ikke ondt nogen steder, men bare rigtig træt. Han havde problmer med smøringen: førdt OK, derpå bagglid og efter endnu en gang smøring igen blev det alt for glat. Rejsekammeraterne fra Aasiaat er nu igang med at få smurt den til i morgen. Ruten var meget hård med højdepunkt på godt 630 m.o.h og så ned til byen som ligger i 50 m.o.h. og så op til lejren i ca 350 m.o.h. , så mod slutningen fik Jørn at vide at det var tæt på grænsen for at han blev taget ud af løbet; men det gik altså. Udholdende og bestemt - det er han altså. Der er flere af deltagerne, som har fået skader på de bratte nedkørsler: brækkede ski (en af Aasiaat-deltagerne, brækkede næser og andre skader. Det er bare super, at Jørn har besluttet sig for at tage den mere med ro og gå ned, hvor de andre kommer til skade. Nu er der bare at krydse fingre for i morgen, så Jørn får gennemført - tid underordnet. Det vil være lidt af en sejr og fejr i hatten - og så er han den ældste deltager i år!

Kajakker til forårseftersyn

I Påsken fik vores grønlandske Qajaq'er et tiltrængt forårseftersyn i værkstedet. Det er tiltrængt efter en vinter udenfor i sne og blæst. Særligt trængte Inges til slibning og mere maling - især på en gammel reparation. Det er nok snart ved at være tid til at den i det hele taget skal have en ny hud; men mon ikke det går i denne sæson også, hvor vi jo ikke skal på rigtig lange ture pga umulige ferieplaner. Det var dejligt at opleve, at vores nye værksted fungerer rigtigt godt. Det er selvfølgelig lidt mindre end kajakstuen i det blå hus, men det er super dejligt at vi kan støve og male uden at forpeste resten af huset - og så er udsigten jo rigtig god! Takket være Jens Kjeldsen forslag blev det gamle skur gennemrenoveret, da vi flyttede ind efter Roland og Britta. Gad vide hvad de vil sige til forandringen?

Links til ACR

På hjemmesiden for Arctic Circle race kan man læse mere om løbet og se billeder; ligeledes kan man læse nyt på KNR (grønlands radio) under nyheder. www.acr.gl og www.knr.gl

Arctic Circle Race - 1. dag

Jeg har lige talt med Jørn på satelittelefonen fra lejren inde i landet bag Sisimiut. Jørn har gennemført dagens rute (ca 55 km) på omkring 8 timer. Han er uden skader og egentlig ved godt mod; men det har været en hård dag. Terrænet er jo væsentlig hårdere end Aasiaat Øen med stigninger op over "benbrækkerbakken" på godt 600 højdemeter. Han har taget sig god tid med pauser til at sludre og drukket/spist godt ved de mange "pit-stops" undervejs. Der har været en del kendte mennesker, som han har hygget sig med i aften i spiseteltet - der kan jo altid blive tid til snak om kajakture...... De øvrige Aasiaat-deltagere er også kommet godt til lejren (AnneSofie dog med vabler forlyder det). Nu venter dag 2 i morgen med en rute, der desværre skulle være næsten lige så hård hvad angår højdemeter (i følge Jørn er bakkerne som Wagners bakke gange 10-15!). Vejret lover godt for de næste dage: dejligt solskin og rimeligt stille.

Up-date: Jørn løber 48 km på 6 3/4 time

Ja, det er ikke en aprilsnar: Jørn har lavet en løbstest i dag med det rigtige tøj, grej og 5 kg rygsæk på ryggen i dag. Løbsruten blev 4 gange til Nordspidsen og GPS'en viste 48 km, da han kom hjem. Så det ligner meget godt udfordringen på ACR - bare han ganger med 3! Stilen er flot, man kan se, der er blevet trænet intensivt siden januar (i hvert fald de sidste to-tre uger - oftest inden arbejde, sejt!)

Jørn fejrer sin halvrunde fødselsdag

Måske er der nogen af jer, der gerne vil høre lidt om Jørn 65 årsdag i sidste uge?

Det var noget af et praktisk stykke at få alt til at gå op; men jeg fik booket til et fly hjem fra Nuuk med ankomst mandag eftemiddag så vi kunne nå at gøre klar med lidt støvsugning og kagebagning til tirsdagens kaffemik. Heldigvis har vi gode venner, så der var flere som tilbød hjælp og bagte boller, lagkager og andet spændende foruden dét vi selv nåede (ikke så meget).

Tirsdag morgen fik vi kaffe og Jørn gaver på sengen og flaget kom op - altsammen inden kl. 08:00! På det tidspunkt var Jørn nemlig tilsagt til morgenmad m.m. i sygehusets kantine sammen med hele personalet. Der var mange, dejlig morgenmad og tale, sang og gaver. Det var rigtig hyggeligt!

Vel hjemme igen måtte Jørn skifte dæk på bilen (den punkterede på vej til sygehuset), mens jeg lavede det sidste parat til ca. kl. 12, hvor vi havde sagt vi kunne tage imod gæster.

Og det gjorde vi så resten af dagen: de sidste gæster gik kl. 18:30. Vi var rimeligt møre og droppe alt hvad der hed aftensmad. Kager og kaffe en hel dag kan tage livet af selv en langrendstrænede Jørn.

For at gøre det ordentligt holdt vi så en mindre middag i lørdags, hvor de nærmeste incl. kagebagerne deltog: krabbehalløj, lammekølle og kvarkkage. Der blev spist godt til, så der blev ingen let middag til os dagen efter!

Jørn starter træning til Arctic Circle race

Jørn er blevet inspireret af gode venner til at gå i skarp træning på langrendski; han planlægger sammen med kollegaer fra sygehuset at tage til Sisimiut efter Påske og løbe "Verdens hårdeste skiløb", som er 3 x 50 km på tre dage. Det bliver spændende at se, hvad han synes om det, for det er jo ikke konkurrencer som Jørn går mest op i. Her er en lille videostump fra starten af træningen i januar.

Julen kom og julen gik

Vi har haft en meget fredelig jul og indtræden i det nye år; efteråret har været temmelig prsset arbejdsmæssigt selvom vi fik presset en fælles tur til DK Ind. Jeg kom først hjem 17. december, da opholdet i Nuuk blev længere pga afbejdet - men sandelig også pga urimeligt dårligt vejr der lukkede lufthavnen i flere dage og med aflyste Danmarksforbindelser. Godt vi ikke skulle til DK i år.

Adventskransen og alle de andre gode sager fra Gørløse nåede dog frem lige før jul og blev pakket ud 22. december. Da var kransen så tør, at den blev lagt på et fad frem for at komme op og hænge.

Traditionen tro kom vores træ ind i skuret til optøning d. 23. om aftenen, hvorefter Jørn måtte en tur om sygehuset og lave kejsersnit. Heldigvis skulle vi jo ikke det store i julen så jeg futtede lidt rundt med pynt og lavede risengrød til næste dags ris a la mande.

Næste dag gik med at sove længe og få træet ind. Vi havde bestemt os for at holde juleaften alene, men som det ofte er gået fik vi inviteret gæster, idet den ene af vikarerne ikke var inviteret noget sted hen. Det betød at vi lige måtte rode lidt rundt for at finde en gave til ham og rydde nogle bunker for at huset kunne tage imod gæster. Efter kirkegang kl. 15.30 sammen med flere af vores gode venner, hvor vi også fik hilst og ønsket Glædelig jul til mange af vores bekendte og naboer, kunne vi gå hjem og lave det sidste til maden som var dyrekølle fra Kaningården skudt af bror Peter forrige år. Dertil den nævnte Ris a la mande, hvor der skete det meget specielle, at trods det at både Jørn og jeg havde set og i fællesskab rørt den hele mandel i skålen, så var der ingen af os der fik mandelen! Stor mystik.

Juledag tog vi jollen og sejlede over til hytten - bare for at prøve om vi kunne komme ind i vigen for is. Meget til vores overraskelse lod det sig gøre at lægge til helt henne ved næsset nedenfor hytten. Og så gik det i sneen op over; vi havde frokost og øl og konfekt - og brænde med til julefrokosten. I løber af en time var der dejligt varmt og vi fik spist og skålet og taget lidt billeder.

Mellem jul og nytår var vi på arbejde. En del at se til, men alligevel var der en dejlig hyggelig stemning. Vi var også til et par fødselsdagskaffemikker og fik hilst på børn og andre tilrejsende til venner og bekendte.

Ud af den blå luft blev een af dagene besluttet at vi holdt nytår sammen med Inuuti og Godmand samt Bithe og Halfdan og deres børn. Det blev til sammenskud af lidt af hvert: sushi, kogt laks og islagkage - og kransekage. Vi holdt til hos Birthe og Halfdan men skød af fra vores terrasse, da vi jo har den bedste udsigt.

Og så var der endnu et par dage at hvile ud i - den ene blev brugt til at have vikarerne til middag med alt godt fra det grønlandske køkken (røget rensdyr, stenbidderrogn, rejser og hellefisk) - og et par cognac til kaffen før Poul Erik og John i fællesskab fandt vejen tilbage til sygehuset.

Julen varer i Grønland til HelligTreKonger og dagen er ½ fridag, som oftest bruges til at "afjule": stjernerne i vinduerne slukkes ved midnatstid og så er det definitivt slut. Vi lod dog juletræet stå, for at kunne klippe grene af til at fyre med i ovnen.