Ekspeditionsberetning 2008

For at give et indtryk af vores sommerferie i 2008 til Nordøstgrønlands Nationalpark følger her Jørns obligatoriske rejserapport til Dansk Polarcenter efter gennemført tur. Yderligere detaljer og tilhørende billeder kan læses på vores hjemmeside: http://www.aasiaatkajak.mono.net/

28.07.08

Ringer fra Konstabelpynt til Grønlands Kommando og melder at vi samme dag flyver til Daneborg for at påbegynde ekspeditionen. Opridser vores rejserute, som afviger fra den oprindelige, da vi havde erfaret at storisen på østsiden af Clavering Ø og Hold With Hope kunne volde os problemer. Ny rute ville blive vest om Clavering Ø og gennem Loch Fyne og overbæring til Moskusoksefjord og derfra sydover vest om Ymer Ø mod Ella Ø.
Politiet i Scoresbysund blev også telefonisk orienteret og tilsendt pr. fax kopi af forsikringen.
Ankommer samme dag til Daneborg med Twin Otteren og bliver indkvarteret på Sandodden, den gamle grønmalede fangststation, der ligger i periferien af det militære anlæg.

29.07.08
Udrustning som var blevet lagt frem på en gammel hundeslæde og tilladelser bliver kontroleret af to Siriusfok, en fub og en lemming, som det vist hedder på de kanter. De kontrolerede til og med at ammunitionen passede til riflerne. Den planlagte rute blev endnu engang ridset op, alt medens flere små flokke hvalrosser pruster og dykker efter muslinger et par hundrede meter fra stranden.
Godkendte kunne vi nu pakke og tage på vores tørdragter på, min mangogul og Inges rød.

Afsted kl. 14:45 i vores to foldekajaker af mærket Feathercraft Wisper ind gennem Young Sund til Pashytten på nordsiden af sundet på Wollaston Forland. Denne hytte meget lille, terningeformet med lille vindfang, totalt indpakket i tagpap. Kan knapt rumme to personer, så vi slog vores gule kuppeltelt op i en grøn lavning med lille bæk. 4 moskusokser incl. nyfødt kalv, græsser ca. 100 meter væk, volder ingen problemer.

30.07.08
Klart vejr, blæsende, så vi beslutter at forblive på stedet. Gik tur op i det flade sletteagtige bagland. Kan i kikkert se at Daneborg har fået besøg af årets fragtskib der lodses.
De 4 moskusokser går nu på isfoden der hang som et tagskæg ud over stranden. Pludselig farer den lille kalv frem og smækker pandebrasken ind i en stor rund lys sten i brinken.
Snart efter ligger de og køler sig på isfoden.

31.07.08
Stille men tåget. Afsted kl. 10:30 til Zackenberg Fangststation. Gennem tågen kunne vi skimte forskningsstationen et par km. væk. Tog sig ud som en spøgelsesagtig barakby uden liv. Trak kajakkerne i land og spiste frokost. En stor ravn satte sig pludselig ved siden af mig og tog fat i mit røde krus med næbbet. Jeg nåede lige at få et greb i hanken inden den lettede. Efter kort tumult opgav den. Fløj op og satte sig i stedet på den åbne dør og plagede Inge, som stod i døråbningen og læste i hyttebogen, forgæves om en godbid.
Efter et par timer videre mod Bakkehaug hytten på den modsatte side af fjorden som nu snævrede sig ind, klemt fra 2 sider af høje stejle fjeldvægge. Tågen blev pustet væk af fjordvinden. Denne hytte, der lå 50 meter oppe på kanten af en skrænt, var desværre meget forfalden, døren lå inde på det rådne gulv og vinduet manglede. Teltede på stranden. Herfra udsigt til Tyrolerfjord hvor fjeldene var mere alpine, deraf navnet. Men på den anden side, er der fjorde i Tyrol?

01.08.10
Afsted kl. 12:20 mod Moskusheimen (Revet). Kraftig modvind nu, det var bare at læne sig forover som var vi på racercykel. Fremme kl 16. Det var blevet lavvandet så vi måtte gå det sidste stykke hen over det klæbrige muder i deltaet, trækkende kajakkerne efter os. En flok moskusokser græssede tæt på sydsiden af hytten, hvor der var grønt og frodigt. For ikke at genere dem, sneg vi os op på den modsatte side af hytten. Hægtede en stor vindueskodde lydløst af og med den som afsæt, krøb vi op på det tagpap beklædte tag for at tage overblik. Lige uden for døren, der var solidt lukket med skydelås, stod den største af okserne. Dens lange pels endte i et tjavset skørt der skjulte benene og på ryggen havde den hvad der lignede en kæmpe stor lys paryk, af fældede uldhår den endnu ikke havde fået rystet af sig. Det store hoved havde frygtindgydende horn der så ud som var de trykket ned omkring craniet. Endte i syle opadsvungne spidser. Øjnene var sorte, sat langt fra hinanden. Magen til dørvogter.
Nå. vi var også sultne, så vi sivede lige så lydløst tilbage til kajakkerne og fik dem båret op på stranden, hvor vi indtog vores sædvanlige ration af mader med leverpostej, rognguf, Nutella og ost.
Okserne havde under vores sene frokostpause, til vores store glæde, forflyttet sig til lavningen 30 meter syd for, hvor der løb en lille bæk. Den store tyr havde lagt sig midt i bækken på mave med rumpen opstrøms. Måske den var i brunst og trængte til at køle sig et vist sted.

Vi kunne nu endelig slå skydelåsene fra og komme ind. De øvrige skodder blev hægtet af så dagslyset kunne komme til. Huset der blev bygget i 1927, var også på siderne bekædt med tagpap og røde vindskeder indrammede huset, som lå lidt oppe på en brink. Et tørvefundament ført op til underkanten af vinduerne, støttede godt op om huset. En mørk gang førte ind til opholdsrummet som også var køkken og soverum. Fra gangen var der adgang til to bislag med henholdsvis proviant og kul. Vægge og skabe i opholdsrummet var rødmalede. I et hjørne var der en kulovn klar til optænding idet der oven på ovnen var lagt frem lille kulskovl med kul og på gulvet bøtte med træpinde i stående i en petroleums sump. Midt i lokalet et umalet træbord med petroleumslamper og tændstikker klar. På hylderne bøger og blade. Langs væggene to brikse med skumgummi madrasser. Fra min plads havde jeg gennem plexiglas ruden, som vi havde pudset, nu udsigt mod Clavering Ø og kajakkerne som vi havde lagt op på et fangststativ. Dejligt at komme i sikkerhed.

Hyttebogen blev straks fundet frem. Bare dagen før havde der været besøg af arkæologer der havde gravet lidt i eskimoruinerne der lå mellem stationen og den lille bæk. De havde herefter lagt tørvene pænt på plads igen. Leave no trace. Det havde tilgengæld en ulv, som de fik besøg af 2 gange. Vi så desværre kun dens spor, tydeligt printet i muderet.
Også Peter Schmidt Mikkelsens bog om fangstmandsperioden blev studeret, det er immervæk lettere at fornemme stemningen når man er på stedet.

02.08.
Moskusokserne fordelt sig lidt mere rundt i området, så vi frit kunne gå rundt og samle ind uldtotter som de havde fældet.
Ved max højvande tog vi afsked med dette historiske sted og fortsatte sydover med solen lige i solbrillerne, til Jordan Hill hytten, som desværre kun var en samling brædder. Teltede her. En moskusokse gik og fnyste på skråningen. Vi var ikke velkomne.

03.08.
Videre i vindstille vejr, skråede over Wordie Bugt mod Loch Fyne, og på venstre hånd, forbi den Norske Villa, som nærmest er et tørvefundament med tag. Fortsatte gennem det smalle S-formede Strømstedet, hvor det til gengæld luftede, så vi måtte lægge dagens sidste kræfter i at få padlet stykket frem til den beskedne Danske Villa, der lå lidt oppe en brink lige sydvest for Strømstedet. Her manglede både yderdør og vindue. Så igen blev det teltning.

04.08.
Vindstille igen. Gæs løb skræmte om kap med os langs bredden, så vi måtte søge længere ud midtfjords for at spare dem for anstrengelserne.

Loch Fyne stationen for enden af fjorden, var tilgengæld velbevaret. Snart sad vi på den røde bænk foran huset og nød aftensolen og blomsterfloret af gederams der voksede i tørvefundamentet. Eneste skår i idyllen, var et mumifiserede moskusokse cadaver der lå på gårdspladsen mellem hytten og redskabsskuret. Rovdyr havde tømt det for indhold, så den var totalt udhulet. Døren der åbnede udad, havde indfældet dør der åbnede indad, så ikke man vinterstid risikerede at blive spæret inde af sne. I bislaget knagerække af moskushorn. I opholdsrummet dobbeltkøje langs den ene væg og briks langs den fjerneste væg. Ved vinduet ud mod fjorden, spisebord. På reolerne, gamle bøger fra Søfartens Bibliotik påstemplet: for underklassen. Bøgerne var da også lidt lasede.

05.08.
Mini ekspedition op i den bredde dal vestover mod Moskusoksefjorden for at vurdere hvor næste etape bedst ville kunne gennemføres. Vi skulle ned til enden af fjorden ved højeste vand for at undgå at skulle vadde i mudder, endv. traversere over syd for to elve der svang sig hver sin vej, ned fra bjergene i nord til henholdsvis Loch Fyne og Moskusoksefjord. Så slap vi for at vade over dem undervejs.

06.08.
Frygtelig tidligt op timet af hensyn til tidevandet. Afgang 05:10 til bunden af fjorden. Her blev kajakkerne tømt og al udrustning blev pakket ned i fire rygsække. Så var det ellers "bare" at gå med hver sin rygsæk henover den let bølgede lerslette med tør sprunken overflade hvor der enkelte steder var oaser med græs og små kær. Sigtede mod en store klippesten der kunne anvendes som rampe, hvor vi kunne slænge de tunge rygsækk op, inden vi vente om for at hente næste læs. Næste læs blev båret 1½ gange så langt. Ved at bibeholde forskydningen, fik vi således bærehvil hver gang der skulle hentes et nyt læs. Kunsten var at undgå overbalance når den tunge sæk skulle op på ryggen igen. Kajakkerne bar vi holdende i hver sin ende.

Efter 6,3 km. synes vi at dagens mål var nået, nemlig vandskellet, så vi kunne nu se Moskusoksefjorden i det fjerne, som et fatamorgana.

07.08.
Nåede fjorden på 3 timer, hvor en mudret elv har dannet et stort delta. Vi blev kåde over let det egentlig var gået. Vi havde frygtet at vi skulle gå spidsrod mellem de mange moskusokser på sletten, men det kan være at vi med vores store oppakninger havde givet dem mindreværdsfølelse, i hvert fald så vi kun okser på vild flugt.
Det var nu tid at afspadsere og få kroppens slunkne energidepoter fyldt op igen.

08.08.
Vi var alligevel ikke ved fjorden, som sådan. Tidevandet nåede slet ikke herind. Deltaget var meget forgrenet, så vi prøvede finde løb der kunne padles. Vandet var simpelt hen for mudret til at man kunne skimte bunden som desværre lå lige under overfladen. Vadende prøvede vi istedet sondere os frem ved at stikke årene lodret ned i vandet, trækkende kajakkerne efter os, som af og til overhalede os når en stærk strøm pludselig tog ved. Vores tørdragter holdt tæt. Efter 3 timer blev det dybt nok til at vi endelig kunne sættes os til rette i kajakkerne.

09.08.
Ud gennem fjorden blev vi, som forventet, ramt at fjordvinden som plejer rejse sig midt på eftermiddagen, på solsskinsdage som idag. Måtte tage et par pauser undervejs for at strække hofteledene lidt ud men endelig så vi Hoelsbu i det fjerne på nordsiden af fjorden. Denne norske fangststation blev rejst af Arktisk Næringsdrift i 1930. Var oprindelig rødmalet men senere blvet beklædt med tagpap på væggene. Dørrammer og vindskeder hvidmalede. Permafrosten havde sat huset i drift så det nu stod og lænede sig ud mod fjorden, let forvredet. Indvendigt var det lidt snusket og lugtede muggent. Fra bislaget kom man ind i køkkenet og i forlængelse heraf opholdsrummet. Briksene var rettet op i water i modsætning til gulvet. Moskusskind var lagt til rette i siddestolene.
Regn og blæst overtog nu fra solen, og straks blev det hyggeligere indendørs hvor man kunne skutte sig.

10.08,
Atter tørt og solrigt. Sne havde lagt sig på fjeldtoppene langs fjorden. Gik længere tur op ad fjeldskråningen bag stationen. Så adskellige sammenfaldne rævefælder, stenbelastede trærammer på stensætninger. Men ellers var det at lurepasse på vejret så vi kunne smutte videre når det blev vindstille.

11.08.
Blev vækket af at det var blevet helt stille, hverken vindstød eller bølgeskvulp til at dysse os ned. Vi pakkede hurtigt for at udnytte vejrvinduet og støtte fra kl. 04:00. Fremme ved mundingen til Nordfjord holdt vi en lille konference. Der var 15 km. over til Strindbergs Land. Skulle vi pausere og se an her fra en sandbred på Gause Halvø, padle længere ind og følge Walterhausens kælvende bræfront eller stikke ret over, var alternativerne.
Himlen så lidt blakket ud, men det havde den gjort de sidste timer uden det havde ændret væsentligt på vindforholdende som stadig var flove.
Måske man bare skal skynde sig over og få det overstået, blev det vindende argument. Det gjorde vi så og tre timer senere blæste det op til lille storm.
Da sad vi heldigvis i læ på en slæde op ad sydsiden af Lauge Kochs gamle rødmalede videnskabelige station fra 1931 opført i forbindelse med tre års ekspeditionen og sundede os. Lettede.
Huset er at såkald A hus hvor taget går helt ned til jorden. Central i huset et stort opholdsrum med tre brikse og ovn og i midten et bord. På hylderne bunker af blade af forskellig lødighed. Da vi havde været tidligt oppe tørnede vi snart ind.

12.08.
Vågnede da det pludseligt blæste voldsomt op igen, vind og støv piskede mod ruderne. Det var såmænd en helikopter fra søværnet der landsatte Admiral Niels Wang, chef for Søværnets Operative Kommande, lige uden for vinduet.
Han havde følge af Georg, chef for Islands Kystvagt og Rasmus, tidligere Siriusmand, der var med som kendtmand. Der skulle være topmøde, som åbentbart skulle foregå et så diskret sted som muligt. Vi fornemmede hurtigt at det forventedes at vi rykkede ud i vores telt for natten. Vi blev sat ind i fineserne med at få ild i ovnen så der kunne blive lunet op til mødet.
Admiralerne, bevæbnede med fiskestænger, forsvandt i mellemtiden op til den store Laksenes Sø fem km inde i landet, berømmet for sine store ørreder. Ud på eftermiddagen vendte de tilbage. Niels havde fanget den største ørred jeg nogensinde har set. Derudover havde de fanget flere kun antydningsvis mindre ørreder.
Der var lagt op til festmåltid, hvor vi blev inviteret indenfor i varmen igen. Rasmus stod i køkkenhjørnet og lavede susi til forret, varmrøget ørred til mellemret og ørredkotteletter til efterret. Det hele skyllet ned med hvidvin og cognac til kaffen. Vi nød det. Vi havde ellers fået oplyst at vi var de eneste der skulle til Strinberg Land den sommer. Emnet for snaken var global opvarmning og hvad det ville betyde for besejlingen i arktiske farvand, territoral hævdelse og den slags.
Senere lå vi i vores telt og klukkede over hvor absurd og fornøjeligt det var med den slags oplevelser, der opstår ud af det blå.

13.08.
Lille ceremoni hvor Niels overrakte Rasmus en flaske snaps der havde været jorden rundt med Galethea 3 ekspeditionen, som tak for hans hjælp under topmødet. Vi fik overrakt ørrederne der var blev tilovers, så de næste par dage skulle vi ikke nyde noget af frysetørret mad.
Helikopteren fra Triton vendte tilbage og snart efter var vi forladte og alene tilbage.

Vi skulle også selv videre og styrede sydover til sydspidsen af Strindberg Land hvor Ovibus Hytten tog imod. Denne lille hytte var noget ramponeret, med flænget tagpap og uden vindue. En lille ovn og to rå brikse parallelt med væggene og lille bord udgjorde møblementet. Mindede mest af alt om en kahyt. Vi rullede ud vores Therm-a-rest og soveposer. Kontrasten til aftenen før var iøjnefaldende. Kogte ørred til aftensmad.

14.08.
Over Geolog Fjord til Dolomitpynt, hvor der var eskimoruiner der var ved at blive eroderede af havet, så de forskellige lag i køkkenmødningerne var blottede med deres hvide knogle rester stikkende frem.

15.08.
Nåede frem til den nyrenoverede Ragnhild Hytten med helt ny oval kulovn, ved Grejsdalen. Herfra havde vi udsigt til det karekteristiske fjeld Teufelsloss, et "must" at se når man er på disse kanter, på samme måde som operahuset som man må se når man er i Sidney. Dette lagdelte sandstensfjeld som nærmest er formet som et strygejern, står ret op fra havet. Benjamins Dal smyger sig rundt foden og svinger så op i landet. De meter tykke sandstenslag er domineret af nuancerne i den røde farveskala.

16.08.
Over Kejser Franz Josephs Fjord til Kap Petersen og langs kysten til Blomsterdalen. To moskusokser gik og soppede i vandkanten og sluprede havvand i sig. Også Varghytten her var nyrenoveret men lidt skævvredet. Der var lige plads til os. Træbriksene var sat i vinkel med overlapning. Vinduet i den fjerne ende vendte ud mod Teufelsloss. Dalen førte via Noa sø over til Dusenfjord. Vandet i søen var farvet rødbrunt af sediment fra sandstensfjeldene. Dalen var frodig hvilket moskusokserne nød godt af og ville ikke forstyrres. Jeg kom uforvarende lidt for tæt på en af dem, som så stampede og fnyste arrigt, hvor efter vi løb hver til sit.

17.08.
Atter afgang frygteligt tidligt, om morgenen, hvor det oftest er mest stille, langs med Ymer Ø med retning mod Polarheimen. Sandstens klippernes lagdeling kunne følges på begge sider af fjorden. Her havde engang for 400 mill. år siden været havbund som nu var presset op hvor det kunne eroderes og skylles tilbage i havet.
Træskonnerten Activ rundede Kap Mohn og styrede lige mod os men bøjede så af og passerede i godt 200 m. afstand. De vinkede ikke tilbage.
Polarheimen var også lille og firkantet med et enkelt vindue og briksene i vinkel. Et kæmpe udvalg af blade afslørede at her kom Sirius forbi på deres rejser. Bag hytten var kulsækkene anbragt i et stort gitterværk for at isbjørnene ikke skulle flænse dem.

18.08.
Vi havde netop skubbet fra og sad nu og krængede cocpitbetrækket på da Inge ser en isbjørn stige i land 20 m. væk. Hun råber advarende til mig, så jeg kan forføje mig lidt længere ud. Den går adstadigt op mod hytten snusende til grunden og vejrende ud mod os. Gik bag om hytten og så mod døren, men fortsatte så videre langs stranden vest over. Det er første gang vi har set levende isbjørn, siden vi sidst var zoologisk have. Så de findes altså også her.
Vi derimod padlede øst over gennem Antarctics Sund, til Bjørnheim, som kun var beregnet til en enkelt overnattene gæst, så efter frokostpause fortsatte vi for at lægge yderligere afstand til bjørnen. Ved Niversiat fjeldet på sydsiden af sundet blæste det op med fjordvind ret mod os, så der var ikke andet for end at gå i land og afvente at vinden ville løje som den plejer ud på aftenen.
Satte op inderteltet for at få læ, klar til at fortsætte når det var muligt. Havde åbningen mod vest for bedst muligt at holde øje med om bjørnen kom tilbage. Satte op bjørnealarm, for første gang på turen. Alarmen som vi anbragte 20 m. væk, var vores madaffald på hviken vi havde balancet en taskealarm indstillet til at aktiveres ved rystelser.
Et par timer senere kom tre moskusokser incl. kalv gående i vandkanten. Pludselig satte hannen i fart og galoperede i vandkanten frem og tilbage med vandkaskaderne sprøjtende op omkring sig. Også en måde at tage brusebad på. Moskusokser kan altså også blive kåde.
Herefter vandrede de stille ind i landet forbi teltet. Kalven standsede op og så skiftevis på os og forældrene for ligesom at spørge om det var i orden at vi havde teltet lige der, tæt på deres veksel.
Endnu en moskusokse kom mod os, denne alene, gående med sænket hoved. Den syntes åbenbart ikke det var i orden at vi havde parkeret os dér. Vi havde læst noget om sikkerhedsgrænse på 25 m. men det vidste den åbenbart ikke. Vi stillede os op ved siden af hinanden for at virke mægtige og råbte og piftede af den. Ingen virkning. Grunden var stenet så vi begyndte at kaste sten hen mod den. Myten er at lyden af sten der slår mod sten, skræmmer okserne som tolker det som stenskred, og så er det med at komme afsted. Ikke denne her.
Nå, tænkte jeg, plan B: jeg samlede endnu en tennisbold stor sten op. Fattede om den med begge hænder og førte den op til munden og kyssede den farvel. Svang venstre ben op i luften som jeg havde set man gør i baseball og slyngede stenen afsted af al kraft læggende hele kroppens tyngde i kastet. Oksen havde standset op 10 m. væk og snuste til en af stenene vi havde kastet hen til den. Jeg ramte den lige bag venstre skulderbladet. Den fnyste arrigt.
Inge udbrød: "UPPPPS - du ramte den - bare den ikke angriber i arrigskab" - Nå nå det tager den vel ingen skade af.
Sekunderne slæbte sig afsted medens den overvejede næste træk. Pludselig fik den øje på en græstot der fristede lidt borte. Jeg var tilgivet. Den sivede ganske langsomt væk op i baglandet fra græstot til græstot.
Jeg tror, vi gav en hvislen fra os af lettelse.
Men det var stadig for blæsende til at vi kunne tage videre. Vi satte os tilbage i teltet og lynede teltåbningen lidt op da solen forsvandt ned bag fjeldet bag os, og det blev kølligt. Jeg lagde mig ned i soveposen som har lynlås i højre side. Jeg undlod at lyne til, så jeg hurtigt kunne gribe ud efter riflen der lå klar ved min side. Vi følte at nu kunne hvad som helst ske. Vi skiftedes til at holde udkik.

19.08.
Ved et tiden om natten løjede vinden endelig. Ingesatte sig op i teltåbningen. Pludselig sprang hun op og råbte: "gå din vej".
En isbjørn stod 7 m. væk. Den satte i galop væk langs vandet. Nu var det min tur til at sige noget: "Du skræmte den"!
Den sagtede farten efter 100 m. og standsede så op og kiggede nysgerrigt tilbage over skulderen. Den vendte nu og begyndte at gå rundt om teltet.
"Nu har jeg fået nok", sagde Inge. Vi pakker; jeg var absolut enig.
Vi råbte til den igen og igen: "gå din vej", alt medens vi bar kajakkerne og udrustning ned til vandet. Aldrig har vi pakket så hurtigt, og efter ½ time kunne vi endelig sættes os til rette i kakkerne og vinke farvel. Vi kunne igen ånde lettet op.

Vi rundede næset Skildvagten og gled sydover langs kysten mod Ella Ø. Solen var ved at stige op igen bag os over Ymer Ø og begyndte at varme fjeldsiden op med sin glød. I horisonten stod fuldmånen over Ella Ø´s karakteristiske fjeld, Bastionen, bleg næsten gennemsigtig. Da solen ramte sandstranden gik vi i land og lunede os, nu gjorde det godt med en kop kaffe. Vi havde ikke fået meget søvn. Da der nu var faldet lidt ro over vejret var det nærliggende at fortsætte tværs over fjorden til Ella Ø hvor der forhåbentlig ikke var flere isbjørne, der kunne overraske os. Vi kunne i kikkert skimte noget rødt på nordsiden af øen, skib? bygninger? Det viste sig at holde stik, ankret op i vigen var Siriuspatruljens depotudlægningsbåd og på skråningen de røde militær bygninger, beboelse, depoter og værksteder. På vestsiden af en lille grøn lavning hvor en bæk klukkede, lå Lauge Kochs gamle Ørnerede fra 1931, også malet i rødt. Da kajakkerne tog sandstranden kom en af de 4 sirius folk, Asbjørn ned og præsenterede sig. Vi kunne bo på den civile side, i Ørnereden. Vi plabrede ivrigt løs om de to isbjørnene vi havde set inden for mindre end 1 døgn.
Nåh, sagde han, vi har også een gående her på øen. En såkaldt "hang around". Den havde prøvet at bryde ind i Ørnereden og kradset skodden løs til stuen og gravet kittet ud i hjørnet af den ene vindues ramme. De havde imidlertid to løsgående slædehunde til at advare dem når bjørnen kom besøg.

Således beroliget, blev vi hjulpet op med grejet til reden hvor vi kunne indrette os som var vi hjemme, da vi var de eneste gæster. Ørnereden er en stor bygning med bislag på de tre sider. Stor stue med adgang til fem værelser med køjer, køkken og telegrafist rum. Rent museum da de gamle radioapperater stod der endnu, som på Jørn Riels tid. Kajakkerne blev lagt op på taget af udhuset så ikke bjørnen/hundene skulle kunne gøre skade på dem. Hytten var uopvarmet men ingen match for vores soveposer. Snart var vi ivrigt optaget af at sove.

20.08.
Da vi vågnede næste morgen var de fire sirius folk taget afsted i deres ½ planende båd for at lægge depoter ud de næste tre - fire dage. De tog deres to hunde med.

Ud på dagen blev det liv igen idet cruiseskibet Clipper Adventure slog anker og landsætte et større antal turister, mest ældre mennesker på min egen alder. Guide var Axsel Fiedler tidligere chef i Grønnedal. Vi blev opfattet næsten som kustoder. Som tak fik vi en flaske rødvin og friskbagt brød.

21.08.
Gik en tur op i fjeldet som hævede sig i terasser til Ulvesøen. Så mange moskusokser og polarharer.

22.08.
Havde egentlig tænkt at tage videre idag, men uventet kom Sirius folkene retur. De havde opsnappet en dårlig vejrudsigt, så yderligere depotudlægning blev droppet. Dårligt vejr de næste fire dage, så opklaring og så udsigt til dårligt vejr igen. Det forstyrrede også vores planer om at tage videre mod Mestersvig, ville vi nå sidste fly ud?

23.- 24.- 25. og 26.08
Blæsende og regnfuldt. Det begyndte dryppe gennem det gamle tag, så vi satte spande op strategiske steder. Heldigvis var der et par gode lænestole hvor vi kunne sætte os indsvøbt i tæpper og læse de gamle bøger som der var rigeligt af i reolerne. Var d. 24. inviteret til middag hos Sirius. Det var naturligvis spændende at høre om deres slæderejser som ikke er for tøssedrenge.

27.08.
Endelig blev det stille vejr og solen vendte tilbage ud på eftermiddagen. Gik tur op til Bastionen, det dominerende fjeld med lodrette sider der falder ned mod Kempefjord og Narhvalssund.

28.08.
Op på Fimbulefjeld med udsigt ud over Trail Ø og Vegasund. Sirius var ved at pakke ned.

29.08
Sirius blev afhentet om formiddagen at en Twin Otter og vi fik en aftale om at blive samlet op og fløjet til Mestersvig kl. 17:20. Vi tog afsked med dem ved flyet.

Vi pakker også og lukker ned. Da jeg står uden for, for at skille brændstofbeholderen ad på primusen kommer isbjørnen meget ubelejligt luntene om hjørnet på huset. Jeg har ikke fået riflen med ud. Jeg brummer ildevarslende ad den. Heldigvis virkede det, i hvertfald styre den uden om mig og lunter videre til hundefodringspladsen hvor den ved der plejer at være foderpiller. Den er smælrende fed, pelsen bølger i flankerne når den går. Den sætter sig roligt og gnasker pillerne i sig som den finder i gruset. Inge kommer til. Vi fotograferer men vores plan med at bære bagagen op til flystriben godt 200 meter væk, ligger i ruiner. Jeg kalder piloterne op på vores Iridium telefon. Vi kan vente med at bære bagagen op til de kommer. De regner med at kunne skræmme bjørnen væk med flyet ved at lave nogle stukalignende dyk ned over den. Vi gør alt klar så vi hurtigt kan bære op. Bjørnen lunter nu op mod vandsøen der ligger klods på flystriben. På vejen indtager den efterretten som er sortebær. Veltilfreds lægger den sig herefter på en afsats på en lav klipperyg ca 75 m. fra flystriben. Det så jo ret fredeligt ud, så vi bære alligevel bagagen op til enden af banen hvor der er en lille fjeldknold der udgør kontroltårnet. En vindpose afsløre at det ikke blæser. Bjørnen rejser af og til hovedet for at holde øje med os. Måske det var rare hvis den var lidt længere væk. Vi beslutter os for at gøre en indsats. Tager omhyggeligt sigte på en sten ca. et par meter til siden for den og sender et skud afsted. Den springer op og løber mindst 25 meter væk, hvor den lægger sig igen.

Endnu et cruise skib kommer og slår anker, Polar Star. Med gummibåde sættes turister i land. Een af guiderne kommer op mod os. Inge går ham i møde. Det viser sig at være Magnus Elander der er en kendt naturfotograf og forfatter og ligeledes har gennemført kajakture i området her. Inge sætter ham ind i situationen med bjørnen.
Turisterne bliver hurtigt genet tilbage i bådene og fragtet ud på skibet, hvor de nu hænger ud over rælingen. Bjørnen har sat sig op og fulgt interesseret med i optrinet.
Endelig på aftalt tid ankommer Twin Otteren som slår et sving over bjørnen som løber ned i modsatte ende af startbanen, og sætter sig. Piloterne hopper ud og skal også lige have billeder af bjørnen. Ind med bagagen. Fasten seatbelt. Der blev taxiet ned til bjørnen, vendt rundt og med fuldgas og slipstrøm fra propellerne lige i hovedet på bjørnen satte vi af og fløj henover Polar Star vippende med vingerne som hilsen.