Ekspeditionsberetning 2009

Her er Jørns beretning fra kajakturen juli/august 2009 i form af den obligatoriske beretning til Dansk Polarcenter efter hjemkomsten. Vil I læse flere detaljer og se billeder henviser vi til vores hjemmeside http://www.aasiaatkajak.mono.net/

21.07
Ankommer til Mestersvig med Twin Otter fra Constable Pynt. Vores papirer med tilladelser blev kontroleret af "Tårnuglen" Jakob. Blev inviteret til middag: Coq au vin, tilberedt af Norma kokken Mikael. Det var bestemt ikke ringe.
De havde et par dage forinden fra Lufkastellet (tårnet) opdaget en isbjørn med unge der stod mellem hundene der var bundet neden for. Bjørnene blev jaget væk - i vestlig retning.
Havisen var blæst væk for blot et par dag siden.
Så der var nu fri bane.

22.07
Fik et lift til Nyhavn hvor vi i en garage samlede kajakkerne og pakkede dem. Stille støvregn, godt vejr for myggene. Vi måtte finde myggenettene frem. Vejrudsigten var lovende på den måde at der var storm og regn i Ittoqortormiut og Danebog, syd og nord herfor. Vi lå om vi så må sige i "orkanens øje". Men altså, afsted - i vestlig retning.
Det er rart at komme i gang hurtigt, udnytte mulighederne når de er det.
Vi blev snart klogere, det blæste hurtigt op fra øst og snart skubbede bølgerne til os på ubehagelig vis, men vi havde passeret "point of no return". Trak efter to timer ind i en beskyttet vig med sandstrand og satte teltet op på en lille terraseformet høj med udsigt over et elvdelta. Fik anbragt bjørnealarm i en periferi på 10 meter fra teltet. Denne bestod af lange snepløkker, monteret på armeringsjern banket ned i jorden. Gennem trisser var der var ført snore der førte hen til taskealarmer der var lagt i teltets abscisse. Da det var rusk og regn blev der udløst flere, heldigvis, falske alarmer.

23.07
Videre i kraftig medvind næste dag og forbi flere deltaer som pumpede ugennemsigtigt mudret vand ud. Måtte i en stor bue uden om for at undgår at ramme usynlige undersøiske sten. Holdt pause i kajakkerne hvor der var læ bag et næs ved Menander Øer. Nåede Kap Petersén efter fem timer. Skønt beliggende hytte der lå lidt tilbagetrukket på ryggen af et næs. Der var depot i vindfanget og lille opholdsrum med revnet ovn. Briksene stod i vinkel. Fra de to små vinduer udsigt over Kong Oscar Fjord. Vi havde følt os lidt snydt da vi ikke havde kunnet se Syltoppene vi havde padlet langs, grundet det lave skydække. Fik ild i ovnen hvor der var godt træk i skortstenen, så røgen forsvandt ud og ikke ind i rummet. Snart sad vi lunt og godt.
Kogte vand på primusen og spiste ved det lille bord ved vinduet. Konstruerede et sindrigt system med bjørnealarm rundt kajakkerne med snor ført ind i stuen gennem hul vinduesrammen, hvorefter vi kunne gå til ro.

24.07
Holdt hviledag da det stadig var noget blæsende og Inge desværre havde fået seneskedehindebetændelse i det ene håndled af at korrigere retningen på kajakken som grundet medsøen hele tiden drejedes på tværs. Det righoldige bibliotek fik et gennemsyn og jeg læste Lene Gammelgaards beretning om bestigningen af Mount Everest.

25.07
Besøg af Sirius der landsattes i gummibåde fra deres røde rejsebåd. Det blev et glad gensyn med Asbjørn som vi også traf sidste år på Ella Ø. Han fortalte at han i vinter, havde måtte skyde en isbjørn i nødværge da den havde angrebet ham.
Depoterne blev fyldt op, mad, kul og endnu flere ugeblade. Der blev tætnet omkring skorstenen med rockwool. Torben kontrollerede vores papirer.

26.07
Endelig lettede skyerne og vi kunne beundre de savtakkede skråtstillede "Syltoppene" som havde fået et friskt lag sne. Gik lang rundtur op til bræen lige øst for, som endte sin glidetur ca. en km. fra vandet hvor den umærkeligt gled over i en endemoræne og mudret elv. Det var rart at få rørt benene. Inges håndled var i bedring.

27.07
Endelig flot vejr som vi kunne ønske os det. Afsted ind i Segelsällskabets Fjord som er afgrænset af næsten lodrette lyse, lagdelte sandstensklipper. Forbi den lave Karlsens Ø som lå som en lille prop hvor fjorden snævredes ind. Fjordvinden fra Alpefjord byggede sig op og de lysegrønne skummende bølger sendte os retur til øen medens vinden prøvede at lette på min kasket. Vi gik op på højderyggen og tog os et overblik. På vej op, opdagede vi i en fugtig lavning, tydelige bjørnespor printet i den bløde jord. De var højst få dage gamle. Inge prøvede om hendes opsvulmede hånd kunne måle sig med lappens størrelse. Nej, overhovedet ikke. Vi så os omkring. Ingen bjørn at se, men havde den set os? Vi er jo ret synlige når vi padler. Lå den nu på lur? Øen var for stor til at vi kunne sikre os at den var sprunget i fjorden og svømmet videre. Nå, men det ville jo gøre godt med en kop kaffe så vi satte os i vandkanten og drøftede situationen. Det var fristende at padle videre nordover. Vi kunne se at jo mere vi lagde afstand til fjordens indsnævring lige sydvest herfor, jo mindre blæste det.

Alternativet var at vente her til fjordvinden formentlig ville lægge sig senere på dagen. Vi blev hurtigt enige om at det bedste var at padle videre ud af fjorden fra ø til ø og så skrå over til modsidige fjordbred, hvis vinden lagde sig. Fortsatte så langs bredden af øen hvor en moskusokse stod på højderyggen med front mod vinden og lod pelsen blæse igennem af den kølige fjordvind. Fortsatte forbi Jägmästeren Ø med de lyse gneisbånd der på afstand får det til sat se ud som der går en to-sporet landevej op over øen. Videre til Åkerbloms Ø, hvor vi tog frokost hvil på en beskyttet lun rullestens strand. Vinden var nu mere medgørlig. Således med friske kræfter tog vi det sidste nøk over til Kap Lagerberg, hvor der lå en noget ruinagtig hytte Beinhaugen som ikke ville yde os nogen som helst beskyttelse mod vejr og vind. Taget stod endnu men væggene var ved at synke ind i tørvefundamentet. Fortsatte ca. en time til hvor vi så gik i land på en bred flad slette, hvor der var godt at overnatte idet vi herfra havde vid udsigt omkring os. Fik indrettet os. Gik en lang tur op i fjeldet på kappet for at få udsigt tilbage ind i Segelsälskabets Fjord og Alpefjord, for at få set det vi havde snydt os selv for, ved at springe over hvor gærdet er lavest. Man kan godt forstå hvorfor cruise skibene tager en afstikker der ind. Høje alpine fjelde med bræer der glider ned i fjorden fra øst og næsten dæmmer den op. Da vi kom tilbage, var et par moskusokser kommet til og lå nu på stranden og lignede mest af alt strandløver.

28.07
Videre næste dag efter nogen tøven da linseformede skyer dannede sig over Trail Ø, men det var mest falsk alarm. Vi blev vugget lidt men ikke alvorligt. Næste stop i bugten lige syd for Kap Dufva, nord for mindre delta, nedenfor skrænt. Havde herfra dårligt overblik, men fik sat bjørnealarmen op. Vi er jo tryghedsnarkomaner.

29.08
Begivenhedsløs nat. Fortsatte næste morgen langs Lyell Lands kyst til vi var overfor Kap Mary på Ella Ø.

Betingelserne for overfart var idelle og snart var i fremme ved kappet på det glatte vand, hvor kun vores små kølvandsstriber brød vandoverfladen. Eskimoruinernes tilstedeværelse her røbedes af det grønne tykke græslag. Hvide knoglerester stak frem overalt fra tørvevoldene, ligesom rensdyrgevirer. Disse er utrolig uforgængelige, rensdyrene uddøde ca. år 1906.
Videre langs Ella Ø´s østkyst mod Maristua ved Richardpynt. En del moskusokser blev spottet på skråningerne. Endelig dukkede den lille Maristua op i det fjerne, men pludselig sprang vinden op fra Vega Sund og lagde os hindringer i vejen. Vi måtte anvende alle vores kræfter og hele repertoiret af balancekunst for at komme de sidste kilometre frem. Hytten ligger yderst på kanten af en pynt ved en lille vig som heldigvis gjorde landgang muligt uden at vi blev væltet rundt. Ved hyttens dør stod en moskusokse med front mod os, urørlig. Et øjeblik så det ud som den ville forsvare sit territorie men fortrak så. Vi fik fjernet skodden fra vinduet i gavlen ud mod fjorden, og sad snart i læ i den lille nyrenoverede hytte, der kun havde plads til en sovebriks. Skumsprøjt slog mod vinduet. Den nye Nanok ovn fik snart varmet hytten op. Inges håndled gjorde stadig ondt.
For natten bredte vi vores Therm-a-rest'er ud på gulvet, hvor vi sov.

30.07
Holdt påtvunget af vejret hviledag og gik en tur ud til Kap Elisabeth, øens nordligste punkt, hvor der står en varde. Herfra kunne vi se henad nordkysten, der her havde strand. Vi lagde en ekstra sten på varden.
Det var stadig blæsene. Blev lidt utålmodig og gik en tur til Lemmingebugt. Et par hare forsvandt efter at have lavet nogle kænguruhop. Mødte også et par moskusokser der forsvandt gungrende ved synet af mig.
Hen mod midnat løjede vinden endelig og vi pakkede.

Afsted kl. 21:45
Padlede til Ella Ø stationen langs den efterhånden lodrette nordvendte klippevæg. Var fremme ved midnat. Allerede på afstand kunne vi se at der var gæster. Rødorange overlevelsesdragter var hængt op over tørresnoren mellem Ørnereden og udhuset. Det var Nanok folkene Christian og Ole som skulle lappe på Laplace Hytten. De havde begge tidligere været i Sirius. Christian var den som havde lavet de nye Nanok ovne. Han havde en ung lærling med.
Inges blomsterdekoration, fra sidste år, stod stadig på bordet i stuen og pyntede.
Vi fandt et ledigt rum med to køjer hvor vi kunne indlogere os.

01.08
Regn og blæst igen, men Arina Arctica ankom med årets forsyninger. Sirius havde anbragt en stor krudttønne på næset. Et stort brag hilste skibet velkomment. Snart var der livlig aktivitet, til og med en lastbil blev sat i land. Med skibet var Sebastian fra Polog der skulle være vært for to seismologer der skulle komme om et par dage. Han var også tidligere Sirius mand. Vi var inviteret til kaffe hos Sirius om aftenen.

02.08
Vi var på en måde kommet til "dead end", men vi havde nu berejst den del af kysten vi ikke fik gennemført sidste år. Nanok folkene tog afsted i den lille røde nummerbåd Arnaq mod La Place.
Sebastian indrettede "kontor" i radiorummet. Han var utrolig underholdende, havde mange god anekdoter fra sin tid i Sirius oppe i ærmet og kunne fortælle så man kunne se det for sig.

03.08
Overskyet, tåget og blæsende. Vi besluttede at benytte chancen og hoppe på Twin Otteren der skulle mellemlande næste dag og flyve med til Daneborg. Ville derfra padle rundt om Clavering Ø med uret.

04.08
Sebastian og Torben hjalp os op til flyet med vores ting. Heldigvis kunne kajakkerne være i kabinen uden at skulle rulles sammen. Tog afsked med vores nyvundne venner.

Vel ankommet til Daneborg blev vores udstyr læset på en læseskovl og kørt ned til den gamle fangststation Sandodden der ligger i periferien af det militære område. Har boede Jens Erik og Jannik fra Nanok. De var i fuldt gang med at renovere stationens yderbeklædning. Vi blev indlogeret i bislaget. Fik alle tiders beværtning. Orienterede den lokale Siriuschef Gormsen om vores nye rejseplaner. Han havde langt flagrende krøllet hår. Frisuren var ikke militærisk, for at sige det mildt. Der er ingen her der gør sig umage med at være stringent militæriske. Man føler sig straks i godt selskab. Han var her på fjerde år.
Stødte også ind i Jesper fra Poloc og Erik Born, isbjørne- og hvalrosforsker. Fik en snak om isbjørnealarmer. Lånte en boks minealarmer af Erik. Jeg havde ellers selv konstrueret nogle hvor jeg havde boret igennem skaftet på vores pencilsnødblus, hvor så en split holdt bundstykket tilbage. Princippet var det samme. men disse afgav uden tvivl mere larm.

05.08
Pakkede og tog afsked med Jens Erik og Jannike der overraskede os med et afskeds måltid. Vi skulle netop til at tage fat og bære de pakkede kajakker ned i sandet, da det lød: Nu er der mad.

Vi ville komme til at savne deres selskab. En enkelt hvalros havde vist sit åsyn, men ellers virkede det roligt. Satte over Young Sund mod Basalt Ø, en oval ø der ligger som en sort flage i fjorden, let kippet. Da vi tangerede denne så vi to hvalroser lidt fremme. Vi lagde bi, siddende i kajakkerne et kvarters tid, men da vi ikke så mere til dem fortsatte vi tværs over. På vejen så vi hvad der må have været narhvaler mellem Basalt Øen og Clavering kysten, på vej vestover, idet der var flere blåst der samtidig synkronisk steg til vejrs. Desværre var det blevet ret tåget, så det var umuligt at følge op. Vi blev lidt kuldslåede men nåede iøvrigt velbeholdende over til Djævlekløfthytten. Denne lå lidt til vejrs på en stor sandslette. Kunne lige akkurat rumme to personer. Ovnen og dermed skorstenen stod foran det eneste vindue. Skodden her var sat fast med vingeskruer som var lidt bøvlede at skrue af. Hvordan ville det ikke være i mørke og kulde? Normalt er det en bom der holder skodder på plads.

06.08
Videre til Henningelv Hytten på to timer i let overskyet vejr. Hytten ligger 3 - 400 meter fra vandet på en stenet ryg i elvdeltaet, hvor naturen havde pyntet op med gederams. Hytten havde været svær at finde i tåge eller mørke. Vi kviede os for at bære kajakkerne så langt op så vi satsede på at de vilde dyr ville lade dem i fred. De blev anbragt så vi kunne holde øje med dem i kikkert. Afstanden var for lang til at nødblus kunne høres.

Hytten var ekstra lille, klædt i pap, ja selv skorstenen forneden var svøbt med tagpap for at tætne. Det virkede lidt brandfarligt. Døren kunne ikke lukkes indefra så man kunne da hurtigt slippe ud. Væggene var malet i røde og hvide nationalfarver. Der var kun en briks. Atter blev det til gulvplads for den ene.
Næste morgen kunne vi heldigvis se, at kajakkerne havde klaret sig uden os.

07.08
Det var dagen hvor vi skulle runde Kap Breusing.
Sebastian havde fortalt hvordan de havde haft besvær med at komme derfra igen på grund af dønningerne, da de på deres kajaktur havde gået i land på en af de få sandstrande der er her.

Vi var heldige, næsten ingen vind til at forvirrer dønningerne, som glatte, næsten umærkelig dukkede frem fra den spredte storis, og voksede for så med store klask at slå deres kløer ind på kysten, for at rive grus og sand med sig ud når de trak sig tilbage. Vi blev båret fint forbi til Kap Mary hvorfra vi fik dønningerne ind bagfra, så vi fik et lille ekstra puf i bagen på vej til Dahl Skær hvor vi endelig kunne lade os skylle op på stranden med det fineste sand båret ind på en udvalgt surfbølge. Det var med at være hurtig og springe ud netop som bølgen havde sat een i sandet, gribe fat i kajakken og trække den i sikkerhed med næste bølge som hjælp.
Vores kajakker har gummibund så man skal være lidt forsigtig med hvor man søger landkontakt.
Dahl Skær Hytten havde det ikke godt. Fronten var dog delvis tagpapbeklædt og den lukkede dør havde to hvide Sirius ski som bom. Spredt i græsset lå uåbnede dåser med salami og skinkebov. Ikke underligt. Der var et stort hul i bræddevæggen bagtil hvor sneen kunne fyge ind. Rummet drev at fugt og en samling bøger på reolen, var klæbet sammen til et stort bind. Her har givet været bjørne på besøg og rumstere.

Spiste frokost ved kajakkerne alt medens vi studerede dønningerne og deres rytme for at vurdere hvordan vi kunne komme derfra uden at få en skylle ind over os inden kokpitbetrækket blev krænget på plads. Bølgerne varierer i størrelse så det gælder om at sætte kajakken i det fugtige sand efter en lille bølge, komme i kajakken, få betrækket på og så vente på at en større bølge bærer een ud. Problemet var at det kræver to at bære en lastet kajak, så vi måtte hjælpe hinanden med at bære kajakkerne ud til rigtig position mellem to bølger og i al hast få sat os til rette og få kokpitbetrækket på. Det gik fint.
Kl. 19:00 var vi fremme ved nyrestaurerede Elvsborg. Hytten lå på en næsten ørkenagtig sandslette vest for Fossilelvens delta. Her stod til gengæld døren åben og bommen lå på jorden. En ræv havde været på besøg, og gnavet i nogen konservesdåser, så det var blevet noget uhygiejnisk for at sige det fint.
Udenfor var der spor af moskusokse så mon ikke det er den der har gnubet sig op ad døren og derved fået vippet bommen af.
Der var både kost, gulvklud og spand, så køjernes uhøvlede bunde blev børstet fri for støv og hylder, bord og gulv vasket. Snart sad vi ved det lille bord ved vinduet og spiste sen aftensmad.

08.08
Fint solrigt vejr. Satte os på nogle flade sten op ad sydvæggen og sugede varmen til os. Fik sjatopladdet iridium batteriet med solfangeren. Fortsatte færden kl. 11:00. Der var nu faldet ro over dønningerne. Videre til Dødemandsbugten. Hytten her i sørgelig forfald, taget delvis blæst væk og lå nu strøget omkring som var der optakt til mikadospil. På åsene bag hytten sås de gamle forsvarsværker bestående af rækker af rustne olietønder læset med sten. Vest for mange eskimoruiner beklædt med græs og sten og hvide knoglerester.
Fortsatte i tiltagende medvind forbi Breivik hytten som var uden dør og vinduer og videre til Eskimonæs, hvor vi landede på en fin sandstrand. Ruinerne af Lauge Kochs gamle udbrændte station lå der stadig som et minde fra krigens tid, et frilandsmuseum, sammen med afbrændte træbåde og et afbleget hestehovedkranie. Skuret fra dengang var istandsat og tjente nu som bolig for omkringfarende som os. Skodderne blev afmonteret og vi indrettede os. Gik ture i området og så efter eskimoruiner, men fandt ingen. Derimod var der mange moskusokser.

09.08
Fik besøg af depotudlægningshold fra Sirius Daneborg, Anders og Christian samt to gæster fra Hvidbjørnen. Deres båd "Lone" blev ankret op i vigen. Der blev ryddet ud i maddepotet og gammel mad brændt af i den gennemhulede affaldstønne. De valgt at overnatte idet vejret så truende ud og da næste stop var på den anden side af fjorden ved Kap Stosch. Denne ligger mere ubeskyttet. Vi rykkede ud i telt. En lille gråhvid hareunge blev hurtigt fortrolig med os og dukkede op flere gang.

10.08
Fortsatte vest over i tiltagende medvind. Trak i land ved Sandvik Hytten, endnu en af ruinerne. Medens vi spiste frokost øgedes vinden og bølgernes højde kunne ikke længere ignoreres. Vi bøjede os og slog op teltet i læ af ruinen. Gik på opdagelse til Storholdt Hytte øst herfor. Denne lidt mindre ruinagtig men stadig ubeboelig. Indenfor står der Norma Hytte på en planke, så måske den er bygget af materialer fra anden hytte. Vi lod roen falde over os og afventede blæstens afvikling. Kl. 22:30 kunne vi endelig sætte os til rette i kajakkerne og fortsætte mod Revet. Solen forsvandt bag fjeldene vi padlede langs, bølgerne glattedes ud som et strygejern havde gledet over overfladen. Kysten i det fjerne fik stadig solen at mærke og antog rosa farver.

11.08
Padlede hele natten på det blanke vand. Fjeldsiderne på Clavering Ø er her stærkt rødfarvede og eroderede. Sand og grus svøber sig om stejle hårde efterladte klippeknolde der står tilbage som fyrtårne. Vis af vis fik vi et kig ind i Hansen havn (naturhavn) mellem Blosseville Bjerg og Jordan Hill, hvor indlandsisen sender en hvid tunge ned til "kajen". Endelig fremme kl. 05:00. Det sidste stykke virkede uendeligt da det blanke vand ikke gav indtryk af fart, men vi ville ikke give os da vi håbede at ramme Revet ved højvande, men kom for sent. Vi måtte trække og bære kajakkerne det sidste stykke over det mudrede rev op til Moskusheimen, der ligger på en lille forhøjning ovenfor eskimoruiner i lavningen nedenfor. Lagde kajakkerne op på bræddestativ så ikke moskusokserne skulle rode med dem. Vi synes nok at denne hytte er den fineste af de mange fineste, så vi besluttede at her ville vi tilbringe de næste dage, uden at jage videre. Fik fjernet de røde skodder og pudset vinduerne ind- og udvendigt. Tændte op i ovnen, idet vi benyttede os af de mange koks der var smidt omkring huset. Genbrug er jo en god ting. Der er fortsat mange moskusokser og det frodige græs der gror på ruinerne er forbeholdt de største okser, dem med stor lys paryk på ryggen. Når de havde græsset lagde de sig og tyggede drøv med lukkede øjne.
Vi gik ture i terrænet og samlede fældet uld. Okserne så forundrede til. Løb hen til hinanden og holdt konference.

15.08
Afgang kl. 06:13 ved maximal højvande og maximal tåge, så vi måtte nærmest føle os frem med pagajerne langs Claverings kystlinie til Bakkehaug hytten hvor tågen lettede så vi igen kunne se hinanden tydeligt. Holdt pause på stranden nedenfor ruinen som ingen har gjort noget ved siden sidste år. Krydsede så over til nordsiden af den godt 4 km. bredde Tyrolerfjord medens vinden langsomt øgede sin styrke og prøvede at lægge os hindringer i vejen, men vi kom fint over og nu var det bare med at finde en ny rasteplads til tiltrængt hvil. Men den stejle fjeldside gav ikke megen plads for strand, så vi måtte håbefulde stride os frem gennem de sorte krappe bølger. Lidt fremme så vi pludselig en stor gulighvid sten bevæge sig.

Det viser sig, at den gulligt-hvide sten forvandler sig til en ISBJØRN.

Den lå med bagdelen i mod os ca. 10-15 meter fra vandlinien og tyggede på noget den holdt nede med forpoterne. Den vendte dovent hovedet mod os da vi var ud for den, uden at holde pause i gumleriet. Hvad det var for en lækkerbidsken den havde gang i kunne vi ikke se. Der var ingen blod om munden på den, så det var næppe noget friskt nedlagt bytte.
Vi lod årene hvile et øjeblik og fik taget nogle billeder balancerende på de hidsige bølger, hvorfra det var svært at holde focus. Enhver tanke om hvil var nu væk og med ny energi fortsatte vi videre.
Det sidste vi så til bjørnen var at den havde rejst sig og så efter os.
Godt en time senere rundede vi ind i Young Sund hvor fjorden videde sig ud og vinden aftog endeligt, så det blev en befrielse at padle. I det fjerne kunne vi se Zackenberg fangststation som lå tillokkende inde i bunden af bugten. Den videnskabelig stations blå barakker lå på den anden side af en mudret elv, centralt på en flad sandslette ca. to km. fra stranden. Vandet fra elven gjorde vandet uigennemsigtigt men heldigvis var det højvande igen så kajakkerne kunne banksættes helt inde på stranden istedet for på en af revene længere ude. Vi havde padlet i 10 timer, så det var dejligt at fjerne skodderne, så lyset kunne nå ind og give varme til den noget kolde stue.
Kajakkerne blev båret op og lagt lige uden for stuevinduet. Snart havde vi krænget de noget klamme tørdragter af og lagt os på køjerne og pustede ud. Det var rart at få strakt sig og hvile en stund inden vi skulle tænke på aftensmad.
Men pligterne kaldte. Riflerne blev hentet ud af de fugtige geværposer på kajakdækket for at blive tørret og olieret, da vi i det fjerne ser isbjørnen komme luntende langs stranden mod os. Vi blev lidt febrilske, hvad med kajakkerne? Havde vi tid til at bringe dem i sikkerhed, op på taget af udhuset? Inge der har et godt øjemål mente de måtte kunne rummes i bislaget. Hurtigt blev de båret ind og lagt oven på hinanden i det snævre rum. Riflerne bliver stopfodret med patroner og vores fire pencil nødblus ladt.
Skodderne sættes atter på plads, på nær den for stuevinduet, så vi ville kunne holde et øje med bjørnen derfra. Filmer den som den nærmer sig fortsat langs vandet. Da bjørnen er ud for stationen springer den op på brinken og går direkte mod os. Vi råber ad den for at skræmme den, men det virker ikke. Fyrer derefter de fire pencilblus af i hurtig rækkefølge, idet jeg prøver at ramme den. Den undviger behændigt og fortsætter direkte mod os, snerrende. Den har nu har lagt de små øre ned.

Har vi kun tirret den?
Skyndsomst bakker vi baglæns ind i bislaget og får lukket døren som heldigvis lukker indad.

Vi holder øje med den fra stuevinduet, den går vest om. Pludselig lyder et brag fra det lille vindue i bislaget tæt på døren. Myggebalsam og diverse vælter ned på trægulvet. Den prøver rive skodden af uden held. Jeg stiller mig klar i døren mellem bislaget og stuen. Inge ved stuevinduet. Den går nu frem igen hvor vi kan se den, går tilsyneladende ned mod stranden, men kommer åbenbart i tanker om noget. Går nu direkte mod døren. Har igen lagt ørene ned, noget vi tolker som beslutsomhed. Inge bliver stående ved stuevinduet, medens jeg atter stiller mig klar i døren til bislaget. Denne mere spinkle dør åbner indad, så vist først den når dertil vil den ikke hjælpe os. Inge råber advarende til mig at: "Nu rejser den sig, pas på".

Den banker kraftigt på døren. I den dunkle belysning ser jeg, at kun en lille hasp i øvre venstre hjørne holder døren. En snor er fæstet i samme hjørne, beregnet til at trække døren til, når den skal haspes. Da jeg trækker i snoren for at aflaste trækket, får jeg uheldigvis afhaspet døren da snoren går under haspen. Ikke godt. Jeg skynder mig at stille geværet fra mig og får fingereret haspen på plads. Der er intet at fæste den løse ende af snoren til. Nu må haspen "bære eller briste". Griber geværet igen.

Der er ikke plads til at bakke bagud i bislaget hvor kajakkerne spærrer, så jeg stiller mig igen i døren mellem stuen og bislaget, så ikke geværet vil blive slået ud af mine hænder skulle døren pludselig give efter. Den opgiver nu heldigvis døren, men ser nu mod vinduet og hvor Inge står klar. Den ser skiftevis ind over og under arbejdsbænken som står foran. Der er ikke rigtig plads til den mellem bænken og hytten. Den opgiver forsøg på at komme ind gennem stuevinduet. Går lidt frem og tilbage medens den tænker sig om. Går så igen mod døren. Inge forslår vi prøver skræmme den med vores taskealarmer. Vi aktiverer begge ved at trække splitterne og lægger dem ud til yderdøren. De afgiver en infernalsk hyletone. Bjørnen viger nu uden om og forsvinder vest om hytten. Vi kan nu hverken se eller høre havde den foretager sig. Vi får nu tid til at ringe op på vores Iridium til Forskningsstationen og Sirius i Daneborg for at få råd og vejledning og evt. support. Ingen løftede røret men efter flere opkald fik vi Sirius. De kunne jo nok være her i løbet af en time med speedbåd eller sådan, forestillede vi os. De foreslog derimod at vi kontaktede Forskningsstationen som vi allerede havde forsøgt. Vi skulle prøve igen og kalde op på vores VHF.

Det virkede. Vi fik kontakt med Spangsgaard, deres logistikchef. Han og hjælperen Towers (høj mand) gik ud og så at bjørnen var på vej op mod dem. Alle på stationen kom ud for at se og fotografere den. Spangsgaard og Towers skød ned i gruset omkring bjørnen da den var indenfor 200 meter. Efter lidt tøven bøjede den af og forsvandt i retning mod Daneborg.
Vi blev kaldt op igen. Der blev rejst tvivl om det var den samme bjørn. Vi vovede os ud for at se efter. Den var væk. Den havde revet noget af vindskeden af rundt det lille vindue og afsat nogle snavsede poteaftryk op af døren.

Vi blev tilbudt at tilbringe resten at natten på forskningsstationen. Vi synes nok vi kunne blive, regnede ikke med at den kom tilbage. For en sikkerheds skyld nøjedes vi med at spise müesli til aftensmad for ikke at tiltrække den igen med liflige maddufte. Vi skiftedes til at sove og holde vagt ved vinduet.

16.08
Blev inviteret op på Forskningsstationen. Ved Towers hjælp fik vi passeret elven i waders ved at holde i en wire der var spændt over. Blev vist rundt af Spangsgaard og hilst på Morten Rasch, forskningsleder af stationen. Fik tilbudt at flytte ind i tomt shelter, så senere på dagen vendte vi tilbage med vores gods der blev transporteret op på en minitractor.
Samme aften var der middag for VIP-s der var fløjet ind fra nær og fjern. Vi blev inviteret med til den dejlige middag som kokken Lone havde tryllet frem, så vi fik hilst på en masse interessante mennesker. Aftenen sluttede med at alle skulle vise deres to bedste billeder frem.

Der var nok en overrepræsentation af billeder af bjørnen. Det var første gang der havde været bjørnebesøg i sommersæsonen i de 14 år stationen havde eksisteret.
Det viste sig iøvrigt at bjørnen var fortsat til et telt der beskyttede et methanmåleapperat. Her var anbragt et videokammera der automatisk tændte når noget bevægede sig i nærheden. Det havde optaget bjørnen luntende hen mod teltet hvor det stak snuden hen til kammeraet for kort efter at gå videre. Det nåede dog lige at rive teltet i stykker og trække en ledning ud.

17.08
Vi besluttede at slutte turen her idet det eneste vi ville opnå ved at padle til Daneborg, en strækning vi padlede sidste år, ville være at blive fløjet tilbage hertil og mellemlande på vej til Mestersvig og Constabelpynt.

Så, vi fløj altså ud herfra efter en finale vi aldrig glemmer