torsdag den 21. april 2011

Sila atter i Aasiaat

Så kom Sila med Jens og hund til Aasiaat igen her Skærtorsdag ved 15-tiden efter 3½ døgns sejlads fra Nuuk. I følge Jens blev der banket is hele formiddagen idag, inden båden gled gennem en fin rende ind til havnen i Aasiaat. Sila ligger nu fortøjret ved siden af Søkongen ved kajen, idet der endnu er is længere inde i havnen ved den sædvanlige plads ud for Sømandshjemmet. Så selvom solen stråler og kalenderen siger forår, er vinteren ikke helt på retur endnu - men måske er den globale opvarmning på retur, siden vi har havis i slutningen af april??? Både båd, hund og mand ser ud til at have det godt.

onsdag den 13. april 2011

Forsinket aprilsnar? Friske æg

Tænk, jeg tror aldrig det før er set: Vi købte i mandags æg i butikken, som var under 14 dage gamle - godt nok står der pakkedato 1. april som pakkedato, men vi lader være med at råbe Aprilsnar.
Vi har også smagt på den til silden - og blommen er så flot gul. Tak Pisiffik.

tirsdag den 12. april 2011

Jolle feber

Selvom isen ligger og man kan kører til hytten på naboøen med hundeslæde og stå på ski overalt - så er der ved at komme jollefeber i blodet. Foråret presser sig på og når først isen går skal jollen ud og fræse. Bagefter kommer kajakkerne.

mandag den 11. april 2011

Arctic Cicle Race 2011 - Jørn på skitur

Så gjorde Jørn det igen: efter tre hårde dage med i alt 160 km i benene, kunne Jørn i går aftes ringe og fortælle, at målet var nået i Sisimiut. Jørn kom i mål noget tid efter turkammaraten Jens Høyer fra Hillerød. Begrundelse: bindingerne var frosset fast, så han ikke kunne få dem op, når det var nødvendigt at tage skiene af under nogle af de ret vilde nedfarter (man får jo ikke meget træning i lange og stejle nedfarter i Aasiaat og omegn!). Senere på aftenen fik vi lidt mere at vide: -30 gr. om natten i campen, dejligt solskinsvejr om dagen og det højeste skispor lå i 707 m.o.h. Med på løjpen var også Gaba fra Aasiaat, Adam Kjeldsen fra Nuuk, og Sascha, som tidligere har arbejdet i Aasiaat og deltager fra 2010. I aftes blev der spist ret meget og tørnet ind kl. 21 - og her til morgen skal de to alderpræsidenter sove længe inden der pakkes til flyveturen hjem til Aasiaat. Rigtig godt gået af begge to - med Jens som den hurtigste - han har også trænet i Norge og deltaget i Birkebeineren !!. Se resultater og billeder på linket: http://www.acr.gl/

tirsdag den 15. marts 2011

Mere vejr og vinter

Klik på linket og se vejrvarslerne: http://www.dmi.dk/dmi/groenland_fanget_i_iskoldt_jerngreb

Kunst i Aasiaat

Helt rigtig: Det er i Nuuk, at Grønlands nye kunstgalleri skal bygges, når der bliver skaffet penge nok til det flotte projekt, som blev afsløret i forrige uge.
Det betyder nu ikke så meget, vi har vores helt egen billedhugger i Aasiaat: Jens Kjeldsen - som udstiller i sit værksted og har skulpturer stående mange steder i landet og i Danmark.
På billederne ses Jens med skulpturer ved ferniseringen på udstillingen for de kunstværker, han blev inspireret til på rejsen med Dorthe fra Grønland via Danamrk, Europa og over Atlanterhavet til Caribien og hjem igen på skibet Sila.
Bænken er også lavet af Jens og kan ses på vores terrasse; det er et rigtig godt sted at sidde og få en kop kaffe eller en lille en - når det ikke er så koldt som nu.

Endelig vinter - og en lang bygdetur.

Vi troede ikke på det i år, men: Nu har vi vinter med -20 gr., masser af sne og is i havnen - og et iskort, som viser at Vestisen nærmer sig. Faktisk lå den i weekenden helt indtil Attu og Kangaatsiaq. Det betød en noget besævrlig tur for Jørn, som i sidste uge var på bygdetur i Niaqornaarsuk, mens jeg var på tilsyn på sygehuset i Ilulissat.
Med snefog og blæst aflyste bygdehellikopteren fredag og igen lørdag. Jørn sov på sygeplejestationen og havde blot sine notater og en lærebog i Ekko som underholdning. Heldigvis var vores gamle bekendte Marius og Johanne glade for besøg og ekstra underholdning til måltiderne. Det er derfor helt sikkert, at Jørn ikke led nogen nød i retning af mad!
Søndag aftog blæsevejret og Jørn blev med lodder og trisser sejlet til Kangatsiaq, inden vinden igen tog til. I Kangaatsiaq ventede Aron, som havde sejlet strandende patienter hjem - og så blev sejlturen et forhindringsløb med is og skosser og om kap med den tiltagende vind: i - 20 gr. er vind ikke særligt morsom pga overisningsfare.
Jeg fulgte med via Jørns opkald på mobilen og satte boller i den ene ovn og brænde i den anden ovn, så den hjemvendte "kriger" fik en varm velkomst!

mandag den 8. november 2010

Hytten - nu også med trappe

For kendere af vores hytte bliver vi nødt til at fortælle, at der er kommet en flot trappe til i sommerens løb: Jørn har haft gang i sav, waterpass og skruemaskine; så nu har vi den dejligste trappe i hele hyttens bredde, så man kan sidde og drikke kaffe, sludre eller tage en lur i solen. Det har været et ønske og en plan lige siden hytten blev til i foråret 2000. Så nu skulle det være sagde Jørn i sommer, da Hanne spurgte om hun og Preben kunne låne hytten med omgivelser til deres bryllup (vi overvejer at omdøbe hytten til "brudesuiten"). Desværre blev det først senere, da far som bekendt døde en lille uges tid før Hannes brullup - så det blev gennemført i fineste stil med ja og mange gæster - men uden trappe og vores deltagelse. Se selv hvor flot det ser ud nu - og så er døren i øvrigt også blevet udskiftet til en tæt og god dør! Billederne er fra slutningen af oktober - med eftersårsfarver og rim i kantlyngen.