tirsdag den 15. marts 2011

Endelig vinter - og en lang bygdetur.

Vi troede ikke på det i år, men: Nu har vi vinter med -20 gr., masser af sne og is i havnen - og et iskort, som viser at Vestisen nærmer sig. Faktisk lå den i weekenden helt indtil Attu og Kangaatsiaq. Det betød en noget besævrlig tur for Jørn, som i sidste uge var på bygdetur i Niaqornaarsuk, mens jeg var på tilsyn på sygehuset i Ilulissat.
Med snefog og blæst aflyste bygdehellikopteren fredag og igen lørdag. Jørn sov på sygeplejestationen og havde blot sine notater og en lærebog i Ekko som underholdning. Heldigvis var vores gamle bekendte Marius og Johanne glade for besøg og ekstra underholdning til måltiderne. Det er derfor helt sikkert, at Jørn ikke led nogen nød i retning af mad!
Søndag aftog blæsevejret og Jørn blev med lodder og trisser sejlet til Kangatsiaq, inden vinden igen tog til. I Kangaatsiaq ventede Aron, som havde sejlet strandende patienter hjem - og så blev sejlturen et forhindringsløb med is og skosser og om kap med den tiltagende vind: i - 20 gr. er vind ikke særligt morsom pga overisningsfare.
Jeg fulgte med via Jørns opkald på mobilen og satte boller i den ene ovn og brænde i den anden ovn, så den hjemvendte "kriger" fik en varm velkomst!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar