Det var en lørdag aften: Inge og Jørn og bjørn

Vi var godt trætte efter at have krydset Tyrolerfjord på vej de fyrre km fra Moskusheimen fangststation til Zachenberg fangststation. Vi kæmpede os frem i kajakkerne mod de krappe sorte bølger, som en stiv fjordvind havde rejst fra øst. Fjeldsiden rejste sig næsten lodret og levnede ikke megen plads til forstrand, hvor vi kunne holde tissepause og frokosthvil. Lidt fremme fik jeg øje på en stor gullighvid sten ca. 15 m fra strandkanten - og pludselig rørte den på sig, hvilket var usædvanligt. Meget overraskende viste det sig at være en isbjørn, der sad med ryggen til os. Den gnaskede i noget, den holdt fast mod jorden med forpoterne. Da vi var ud for den, drejede den dovent hovedet uden at afbryde måltidet. Den så på os nærmest med sovekammerøjne, mens den gnaskede videre, for så igen at vende sin opmærksomhed tilbage til byttet og en ny bid. Vi kunne ikke se, hvad det var den åd, men den havde ingen blod om munden. Vi fik taget billeder, men drev starks tilbage, hvor vi kom fra. Dette gentog sig nogle gange, indtil vi mente at have et pænt udvalg fotos. Herefter stred vi os videre, for nu var enhver tanke om hvil udelukket. Før bjørnen forsvandt bag næste næs kiggede vi bagud en sidste gang: den havde rejst sig og kiggede efter os.... Da vi rundede pynten til Young Sund aftog vinden. Længere fremme kunne vi se fangststationen med de røde skodder for, så vi ville få hytten for os selv - men man kan jo få besøg sådan en lørdag aften! Endelig: efter ti timer i kajakkerne kunne vi gå i land ved Zackenberg. Vi tog straks skodderne ned, så lyset kunne slippe ind og give stuen varme. Kajakkerne blev tømt for det vigtigste og lagt uden foran vinduet, så vi kunne holde øje med dem. Trætte, men tilfredse fandt vi hver en køje og lod roen falde over os og blundede lidt. Senere var det efter anskomstwhisky og kaffe tid til at jeg rensede geværer for saltvand og begyndende rust, mens Inge fandt aftensmaden frem. Jeg tager geværerne frem. Da jeg løfter hovedet og kaster i blik hen ad stranden, hvor vi lige har stridt os frem mod vinden, ser jeg "vores bjørn" komme luntende i måske 1 km væk. Med et sug i maven løber jeg ind til Inge: "Skynd dig - bjørnen kommer"!! Jeg kan se et øjebliks panik i hendes øjne, men så tager fornuften over. Men lynets hast ser vi os om efter et sted til at sikre kajakkerne: taget, skuret eller? Vi tager øjemål, og ser at de kan lempes ind i bislaget (forgangen) til hytten; der er lige akkurat plads nok. Hektisk diskuterer vi om skodderne skal på igen, og når frem til at det skal de pånær den til stuevinduet. Det vil være lettere at holde øje med udviklingen på denne måde, hvis nu..... Nu føler vi os rimeligt trygge, for vores erfaringer fra sidste års møde med isbjørne siger os, at bjørnen fortrækker, når den kommer tættere på og vi råber ad den. Jeg gør alligevel fire røde pencilnødblus klar for at kunne sætte trumf på, hvis den kommer alt for tæt. Bevæbnet med nødblus og rifler filmer vi og tager billeder, mens bjørnen nærmer sig i strankanten. Ind i mellem rejser bjørnen hovedet og vejrer og ser i retning af os, mens den målbevidst kommer traskende. Den forsvinder den i skyggen af standbrinken og det næste øjeblik står den med et enkelt spring på kanten måske 30-40 meter væk og tager kurs direkte mod os. Vi råber for at skræmme den. Det virker ikke. Jeg prøver at ramme den med de fire nødblus, men den undviger behændigt. Den fortsætter mod os på sine store lapper; står så lidt med en ildevarslende knurren, mens den slikker sig om munden. Skyndsomt fortækker vi til hytten og sidste mand lukker døren. Fra vinduet kan vi nu se, at den går til den vestlige side af huset, og pludselig lyder der et brag fra det tilskoddede vindue i bislaget tæt på døren. Myggebalsam og diverse beholdere i vindueskarmen ryger på gulvet, da den gentagne gange prøver at banke og flå skodden af. Så bliver der stille: hvad tænker den nu på? Vi kan ikke se den. Alle historierne som jeg har læst om isbjørne og hyttebesøg ryger gennem mit hoved. Giver den op? Går den lige gennem væggen? Lidt tid går - måske tre-fire minutter - eller mere? Tiden står stille. Imens prøver vi at kontakte Sirius på Daneborg 25 km væk for at høre om de har et godt råd. Desværre får vi ikke kontakt på Iridium'en. Så er bjørnen igen foran hytten og går hen for at undersøge det gamle skur og tager en tur rundt om det; tilsyneladende lugter det ikke spændende for den tager nu retning skråt ned mod stranden og østpå. Vi trækker vejret lettet; men det viser sig at være for tidligt, for pludselig ombestemmer den sig. I hurtigt og bestemt trav går den nu mod døren. Inge stiller sig i hjørnet af stuen og kan gennem vinduet se bjørnen rejse sig på bagbenene og gå til angreb på overkanten af døren. Til alt held åbner døren udad, så den kan ikke umiddelbart bankes ind. Jeg er alligevel noget utryg: " kan døres hasp holde?" Ude i gangen trækker jeg døren endnu mere til ved at trække i en snor, der sidder i dørens øverste hjørne. Jeg må undertrykke et gisp for ikke at forskrække Inge: ved at trække i snoren har jeg afhaspet døren, fordi snoren går under haspen. Heldigvis hjælper bjørnen med at holde døren lukket (!), så haspen kan med et snuptag sættes på igen. Inde i stuen har Inge også taget ladegreb på sin riffel i tilfælde af, at bjørnen vælger at gå gennem vinduet. Jeg stiller mig i døren mellem stuen og forgangen, mens vi diskuterer for og imod at skyde gennem døren, eller om vi skal vente til yderdøren eller vinduet giver efter. Stemningen er tæt og koncentreret.

Igennem stuevinduet kan Inge nu se, at bjørnen opgiver døren og ser mod det store vindue. Den ser ind under og over bænken, der står plantet solidt ca. en meter foran vinduet. Mærkeligt nok opgiver den at komme ind gennem det eneste vindue, der ikke er tilskoddet. I stedet vender den tilbage til døren. Så får vi en forløsende ide: Taskealarmerne fra vores system til teltet. Vi finder dem hurtigt , aktiverer dem og lægger dem ude ved døren. Nu er det slut med at tale sammen for de udsender hver sin infernalske hyletone. Det giver resultat: på den anden side af den 4 cm tykke dør har bjørnen fået nok af den skingre lyd og fået ont i ørerne ? I hvert fald går den nu vest rundt om hytten og uden fro vores syndvidde. Atter trækker vi vejret lettet. Mens vi venter om bjørnen skulle komme tilbage, beslutter vi at få kontakt via VHF til Zackenberg Forskningsstatin, der ligger ca 2 km væk. Vi fortæller om vores oplevelser og advarer imod, at bjørnen kan være på vej mod øst og Forskningsstationen.

Det var den til alt held:

Vi får dagen efter fortalt, at alle mand røg op af stolene og strøg ud for at spejde efter bjørnen - som i det samme dukkede op i bestemt trav med retning mod stationen efter at den havde krydset Zackenberg Elv. Da den var ca 200 m. væk, bliver der skudt flere varselsskud, som slår ned i gruset omkring den. Det giver ingen reaktion. De næste tre skud får den til at bøje af og gå en bue mod øst. Efter endnu et par skud trækker den helt udenom stationen for at forsvinde i retning af Daneborg, sikkert godt sur. Over VHF-en får vi tilbud om at komme op på forskningstationen og evt. overnatte, men vi føler nu, at vi er på højde med situationen og trænger mere til mad og en god nats lur i ro og mag i fangsthytten.Vi vælger at spise müesli som natmad for ikke at udsende liflige maddufte, der kan tænkes at tiltrække bjørnen igen. Og så skiftes vi til at holde vagt og sove resten af natten.

Kom vores lørdagsven Bjørn så igen? JA - men da havde vi fortsat vores rejse og vi har blot hørt om besøget fra Zackenbergfolkene. Samtidig fik vi at vide, at Bjørn var blevet bestemt til at være en noget afmagret 7-årig han (et af vores billeder har været sendt til en isbjørne-ekspert i Canada).