tirsdag den 12. januar 2010

Julen kom og julen gik

Vi har haft en meget fredelig jul og indtræden i det nye år; efteråret har været temmelig prsset arbejdsmæssigt selvom vi fik presset en fælles tur til DK Ind. Jeg kom først hjem 17. december, da opholdet i Nuuk blev længere pga afbejdet - men sandelig også pga urimeligt dårligt vejr der lukkede lufthavnen i flere dage og med aflyste Danmarksforbindelser. Godt vi ikke skulle til DK i år.
Adventskransen og alle de andre gode sager fra Gørløse nåede dog frem lige før jul og blev pakket ud 22. december. Da var kransen så tør, at den blev lagt på et fad frem for at komme op og hænge.
Traditionen tro kom vores træ ind i skuret til optøning d. 23. om aftenen, hvorefter Jørn måtte en tur om sygehuset og lave kejsersnit. Heldigvis skulle vi jo ikke det store i julen så jeg futtede lidt rundt med pynt og lavede risengrød til næste dags ris a la mande.
Næste dag gik med at sove længe og få træet ind. Vi havde bestemt os for at holde juleaften alene, men som det ofte er gået fik vi inviteret gæster, idet den ene af vikarerne ikke var inviteret noget sted hen. Det betød at vi lige måtte rode lidt rundt for at finde en gave til ham og rydde nogle bunker for at huset kunne tage imod gæster. Efter kirkegang kl. 15.30 sammen med flere af vores gode venner, hvor vi også fik hilst og ønsket Glædelig jul til mange af vores bekendte og naboer, kunne vi gå hjem og lave det sidste til maden som var dyrekølle fra Kaningården skudt af bror Peter forrige år. Dertil den nævnte Ris a la mande, hvor der skete det meget specielle, at trods det at både Jørn og jeg havde set og i fællesskab rørt den hele mandel i skålen, så var der ingen af os der fik mandelen! Stor mystik.
Juledag tog vi jollen og sejlede over til hytten - bare for at prøve om vi kunne komme ind i vigen for is. Meget til vores overraskelse lod det sig gøre at lægge til helt henne ved næsset nedenfor hytten. Og så gik det i sneen op over; vi havde frokost og øl og konfekt - og brænde med til julefrokosten. I løber af en time var der dejligt varmt og vi fik spist og skålet og taget lidt billeder.
Mellem jul og nytår var vi på arbejde. En del at se til, men alligevel var der en dejlig hyggelig stemning. Vi var også til et par fødselsdagskaffemikker og fik hilst på børn og andre tilrejsende til venner og bekendte.
Ud af den blå luft blev een af dagene besluttet at vi holdt nytår sammen med Inuuti og Godmand samt Bithe og Halfdan og deres børn. Det blev til sammenskud af lidt af hvert: sushi, kogt laks og islagkage - og kransekage. Vi holdt til hos Birthe og Halfdan men skød af fra vores terrasse, da vi jo har den bedste udsigt.
Og så var der endnu et par dage at hvile ud i - den ene blev brugt til at have vikarerne til middag med alt godt fra det grønlandske køkken (røget rensdyr, stenbidderrogn, rejser og hellefisk) - og et par cognac til kaffen før Poul Erik og John i fællesskab fandt vejen tilbage til sygehuset.
Julen varer i Grønland til HelligTreKonger og dagen er ½ fridag, som oftest bruges til at "afjule": stjernerne i vinduerne slukkes ved midnatstid og så er det definitivt slut. Vi lod dog juletræet stå, for at kunne klippe grene af til at fyre med i ovnen.

torsdag den 5. november 2009

Vi er ved at pakke tasken

Jørn ligger på sofaen og giver Mismus den sidste kæletur inden vi tager til Danmark i morgen, og jeg sidder altså her ved computeren. Tidligere i aften fik hundene den store madservering og en ekstra krammer.
Vi skal ned oog se hvordan det står til: Jørn skal på kursus i næste uge. Inge bliver i to uger og skal holde fri de første tre-fire dage inden der står arbejde på kalenderen.
Alt i alt håber vi at få tid til lidt besøg hist og pist - så måske ses vi?

Så er kajakkerne tømt for udstyr

Efter sommerens tur til Nationalparken i Nordøstgrønland (NØG) er vi nu ved at have tømt kajakker og drybags; teltet er tørret og stængerne vasket for saltvand. Resten af udstyret er efterset og pakket væk - og indkøbssedlen er lavet over ting der skal udskiftes eller fornyes. Nu går vi er glædes over, at der er faldet noget sne og fjeldene har ændret karakter. Dagene blevet kortere og vi skal have mere tøj på, når vi går udendørs.
Der er ingen tvivl: vinteren og mørket er godt i vej. I vinter vil vi arbejde videre på bloggen, hjemmesiden og vi har købt en scanner, så vio langsomt kan få digitaliseret nogle af vores gode diasbilleder. Det vil være dejligt at have, når vi går i gang med at få skrevet turberetninger eller lagt vores dagsbogsnotater ind på hjemmesiden.
Se allerede de ændringer vi har lavet den sidste måned - brug det øverste link i oversigten.

onsdag den 7. oktober 2009

Nye links

Herover et billede af shelters til overnatning på Zackenberg forskningsstation med Tyrolerfjord i baggrunden. Har I fået appetit på Bjørn er det nu muligt at klikke ind på Zackenbergs Forskningsstations hjemmeside; se under Links. På hjemmesiden kan I læse mere om forskninsarbejdet og I kan finde ugebrev nr. 11 og 12, som fortæller historierne om Bjørn set fra forskningsstationens side. Vi har også indsat et fast link til vores egen hjemmeside; her er dog ikke så meget nyt; men det kommer!

tirsdag den 6. oktober 2009

Sidste nyt om Bjørn

Så er historien om Inge, Jørn og Bjørn endelig redigeret færdig og tilgængelig. Måske har I undret Jer over, at der ingen tekst var alligevel; men vi er ikke helt udlært i bloggens finesser. Men nu er det så være muligt at læse en beretning fra lørdag d. 14. august - den sidste weekend på vores tur til Nationalparken i Nordøstgrønland i 2009. Vi startede årets kajaktur i Mestersvig i den sydlige del af parken og padlede nordover til Ella Ø - og med lidt hjælp fra en Twin Otter kom vi så nordpå og padlede rundt om Clavering Ø og endte med at flyve retur fra Zackenberg Forskningsstation via Island til Ilulissat og Aasiaat. Ligesom sidste år havde vi en uforglemmelig tur, som helt til sidst blev afsluttet med Bjørns besøg. Vi har indsat en lille billedserie til højre, som viser flere billeder af bjørn.

onsdag den 30. september 2009

Det var en lørdag aften: Inge og Jørn og bjørn

Vi var godt trætte efter at have krydset Tyrolerfjord på vej de fyrre km fra Moskusheimen fangststation til Zachenberg fangststation. Vi kæmpede os frem i kajakkerne mod de krappe sorte bølger, som en stiv fjordvind havde rejst fra øst. Fjeldsiden rejste sig næsten lodret og levnede ikke megen plads til forstrand, hvor vi kunne holde tissepause og frokosthvil. Lidt fremme fik jeg øje på en stor gullighvid sten ca. 15 m fra strandkanten - og pludselig rørte den på sig, hvilket var usædvanligt. Meget overraskende viste det sig at være en isbjørn, der sad med ryggen til os. Den gnaskede i noget, den holdt fast mod jorden med forpoterne. Da vi var ud for den, drejede den dovent hovedet uden at afbryde måltidet. Den så på os nærmest med sovekammerøjne, mens den gnaskede videre, for så igen at vende sin opmærksomhed tilbage til byttet og en ny bid. Vi kunne ikke se, hvad det var den åd, men den havde ingen blod om munden. Vi fik taget billeder, men drev starks tilbage, hvor vi kom fra. Dette gentog sig nogle gange, indtil vi mente at have et pænt udvalg fotos. Herefter stred vi os videre, for nu var enhver tanke om hvil udelukket. Før bjørnen forsvandt bag næste næs kiggede vi bagud en sidste gang: den havde rejst sig og kiggede efter os.... Da vi rundede pynten til Young Sund aftog vinden. Længere fremme kunne vi se fangststationen med de røde skodder for, så vi ville få hytten for os selv - men man kan jo få besøg sådan en lørdag aften! Endelig: efter ti timer i kajakkerne kunne vi gå i land ved Zackenberg. Vi tog straks skodderne ned, så lyset kunne slippe ind og give stuen varme. Kajakkerne blev tømt for det vigtigste og lagt uden foran vinduet, så vi kunne holde øje med dem. Trætte, men tilfredse fandt vi hver en køje og lod roen falde over os og blundede lidt. Senere var det efter anskomstwhisky og kaffe tid til at jeg rensede geværer for saltvand og begyndende rust, mens Inge fandt aftensmaden frem. Jeg tager geværerne frem. Da jeg løfter hovedet og kaster i blik hen ad stranden, hvor vi lige har stridt os frem mod vinden, ser jeg "vores bjørn" komme luntende i måske 1 km væk. Med et sug i maven løber jeg ind til Inge: "Skynd dig - bjørnen kommer"!! Jeg kan se et øjebliks panik i hendes øjne, men så tager fornuften over. Men lynets hast ser vi os om efter et sted til at sikre kajakkerne: taget, skuret eller? Vi tager øjemål, og ser at de kan lempes ind i bislaget (forgangen) til hytten; der er lige akkurat plads nok. Hektisk diskuterer vi om skodderne skal på igen, og når frem til at det skal de pånær den til stuevinduet. Det vil være lettere at holde øje med udviklingen på denne måde, hvis nu..... Nu føler vi os rimeligt trygge, for vores erfaringer fra sidste års møde med isbjørne siger os, at bjørnen fortrækker, når den kommer tættere på og vi råber ad den. Jeg gør alligevel fire røde pencilnødblus klar for at kunne sætte trumf på, hvis den kommer alt for tæt. Bevæbnet med nødblus og rifler filmer vi og tager billeder, mens bjørnen nærmer sig i strankanten. Ind i mellem rejser bjørnen hovedet og vejrer og ser i retning af os, mens den målbevidst kommer traskende. Den forsvinder den i skyggen af standbrinken og det næste øjeblik står den med et enkelt spring på kanten måske 30-40 meter væk og tager kurs direkte mod os. Vi råber for at skræmme den. Det virker ikke. Jeg prøver at ramme den med de fire nødblus, men den undviger behændigt. Den fortsætter mod os på sine store lapper; står så lidt med en ildevarslende knurren, mens den slikker sig om munden. Skyndsomt fortækker vi til hytten og sidste mand lukker døren. Fra vinduet kan vi nu se, at den går til den vestlige side af huset, og pludselig lyder der et brag fra det tilskoddede vindue i bislaget tæt på døren. Myggebalsam og diverse beholdere i vindueskarmen ryger på gulvet, da den gentagne gange prøver at banke og flå skodden af. Så bliver der stille: hvad tænker den nu på? Vi kan ikke se den. Alle historierne som jeg har læst om isbjørne og hyttebesøg ryger gennem mit hoved. Giver den op? Går den lige gennem væggen? Lidt tid går - måske tre-fire minutter - eller mere? Tiden står stille. Imens prøver vi at kontakte Sirius på Daneborg 25 km væk for at høre om de har et godt råd. Desværre får vi ikke kontakt på Iridium'en. Så er bjørnen igen foran hytten og går hen for at undersøge det gamle skur og tager en tur rundt om det; tilsyneladende lugter det ikke spændende for den tager nu retning skråt ned mod stranden og østpå. Vi trækker vejret lettet; men det viser sig at være for tidligt, for pludselig ombestemmer den sig. I hurtigt og bestemt trav går den nu mod døren. Inge stiller sig i hjørnet af stuen og kan gennem vinduet se bjørnen rejse sig på bagbenene og gå til angreb på overkanten af døren. Til alt held åbner døren udad, så den kan ikke umiddelbart bankes ind. Jeg er alligevel noget utryg: " kan døres hasp holde?" Ude i gangen trækker jeg døren endnu mere til ved at trække i en snor, der sidder i dørens øverste hjørne. Jeg må undertrykke et gisp for ikke at forskrække Inge: ved at trække i snoren har jeg afhaspet døren, fordi snoren går under haspen. Heldigvis hjælper bjørnen med at holde døren lukket (!), så haspen kan med et snuptag sættes på igen. Inde i stuen har Inge også taget ladegreb på sin riffel i tilfælde af, at bjørnen vælger at gå gennem vinduet. Jeg stiller mig i døren mellem stuen og forgangen, mens vi diskuterer for og imod at skyde gennem døren, eller om vi skal vente til yderdøren eller vinduet giver efter. Stemningen er tæt og koncentreret.
Igennem stuevinduet kan Inge nu se, at bjørnen opgiver døren og ser mod det store vindue. Den ser ind under og over bænken, der står plantet solidt ca. en meter foran vinduet. Mærkeligt nok opgiver den at komme ind gennem det eneste vindue, der ikke er tilskoddet. I stedet vender den tilbage til døren. Så får vi en forløsende ide: Taskealarmerne fra vores system til teltet. Vi finder dem hurtigt , aktiverer dem og lægger dem ude ved døren. Nu er det slut med at tale sammen for de udsender hver sin infernalske hyletone. Det giver resultat: på den anden side af den 4 cm tykke dør har bjørnen fået nok af den skingre lyd og fået ont i ørerne ? I hvert fald går den nu vest rundt om hytten og uden fro vores syndvidde. Atter trækker vi vejret lettet. Mens vi venter om bjørnen skulle komme tilbage, beslutter vi at få kontakt via VHF til Zackenberg Forskningsstatin, der ligger ca 2 km væk. Vi fortæller om vores oplevelser og advarer imod, at bjørnen kan være på vej mod øst og Forskningsstationen.
Det var den til alt held:
Vi får dagen efter fortalt, at alle mand røg op af stolene og strøg ud for at spejde efter bjørnen - som i det samme dukkede op i bestemt trav med retning mod stationen efter at den havde krydset Zackenberg Elv. Da den var ca 200 m. væk, bliver der skudt flere varselsskud, som slår ned i gruset omkring den. Det giver ingen reaktion. De næste tre skud får den til at bøje af og gå en bue mod øst. Efter endnu et par skud trækker den helt udenom stationen for at forsvinde i retning af Daneborg, sikkert godt sur. Over VHF-en får vi tilbud om at komme op på forskningstationen og evt. overnatte, men vi føler nu, at vi er på højde med situationen og trænger mere til mad og en god nats lur i ro og mag i fangsthytten.Vi vælger at spise müesli som natmad for ikke at udsende liflige maddufte, der kan tænkes at tiltrække bjørnen igen. Og så skiftes vi til at holde vagt og sove resten af natten.
Kom vores lørdagsven Bjørn så igen? JA - men da havde vi fortsat vores rejse og vi har blot hørt om besøget fra Zackenbergfolkene. Samtidig fik vi at vide, at Bjørn var blevet bestemt til at være en noget afmagret 7-årig han (et af vores billeder har været sendt til en isbjørne-ekspert i Canada).

tirsdag den 29. september 2009

Nuserhunden kan også se afslappet ud

Nuserhunden er født 2. juli som søn af Tulle, der blot er en teenager på 9 måneder. Jeg tror vi har glemt at fortælle om prævention? Hunden i baggrunden er farmand Kajo. Det er Hanne som i sommer under foderjobbet gav navn til Nuser - fordi den er så "nuser".

Nuser hunden 2½ måned gammel og meget kærlig


Tryk på pilen ovenover og se filmen "nuserhunden og den roterende hale" og hør hundene give lyd. Filmklippet varer 24 sek.