ACR min version 25.05.10 Skal du ikke med til Arctic Cirkel Race? jo da, kom nu. Flere af vores venner prikkede til mig, selv om de aldrig havde set mig på ski, eller måske netop derfor? Fra sygehuset havde Ann-Sofie og Sascha, som sammen krydsede indlandsisen sidste år, tilmeldt sig, ud over flere bekendte fra byen. På en måde pirrede udfordringen mig. Jeg fyldte 65 i marts i år. Skulle jeg prøve at tage fusen på dem? Havde jeg mon overhovedet en realistisk chance for at kunne gennemføre? Jeg som jo ellers stort set aldrig løber langrend. Dog havde jeg i 1974 krydset Hardangervidden på ski i påsken på turski. Når jeg husker nærmere efter har jeg også deltaget i et 30 km. løb i Nordsverige i 1979 hvor jeg blev næstsidst. Ud fra min erfaring fra dengang, er jeg senere gået over til at foretrække at bruge snesko, undtagen når jeg løber alpint. Nå, jeg kunne jo altid melde fra igen, hvis jeg ikke nåede at komme i form. Jeg meldte mig til et par måneder før, men træning var det ikke rigtigt blevet til grundet at islag havde omdannet skisporene så de nu var hårde som minature bobslædebaner. Der var herefter kun en måned at træne i, så nu skulle der ske noget. Nye letvægtsski, stave og støvler blev købt. Ann-Sofie og Martin gav mig et lynkursus i smøring. Til min fødselsdag fik jeg af personalet på sygehuset, halsedisse, ansigtsmaske og sportstaske og af min datter elektrisk strygejern til at smøre ud skivoks. Desværre var ASPs (Aasiaats Skiklub) spormaskine havareret, men jeg kunne gå i snescooter sporene ud til Nordspidsen (Aasiaat øens østligste punkt) tur-retur, en distance på ialt 12 km. Efter en uge løb jeg strækningen x 2 i weekenden og næste weekend x 3 og sidste weekend x 4, altså 48 km., enda med rygsæk der vejede de obligatoriske 5 kg. Hvis ikke jeg havde kunnet klare at løbe de 48 km. ville jeg melde fra igen. Det skulle være mit eget "udtagelsesløb". Inge havde filmet mig så jeg kunne rette stilen endeligt til. Det gik rimmeligt. Men terrænet her på øen er fladt i sammenligning med ruten under ACR. Højderne her på øen kan på ingen måde hævde sig over for bjergene i f. eks. Jylland. Min kampvægt var faldet fra 66 kg. til 64 kg. Inge var bekymret. Jeg var begrænset optimistisk. Det skulle prøves. Jeg kan også nå at træne lidt i Sisimiut, ikke? Egnet tøj og rygsæk blev udvalgt fra vores fælles samling. Tirsdag eftermiddag med fly til det bjergrige Sisimiut. Flyttede ind på Sømandshjemmet. Gik til det obligatoriske informationsmøde. Det viste sig nu at ruten var ændret i forhold til de andre år grundet mangel på sne og kulde. Tidligere gik ruten over et pas og ned over en fjord, til teltlejren. Næste dag, en lidt kortere rundtur ude i terrænet og tilbage til lejren. Sidste dag retur til Sisimiut. Denne gang skulle dag 2 være den mest strabasiøse højdemæssigt idet vi først skulle op til udsigtspunkt i 664 m. højde og så ned til arenaen i Sisimiut og tilbage til lejren i ca. 350 m. højde. Sidste dag retur af samme rute som dag 1. 103 deltagere. Jeg var ældst. Løbet skulle starte fredag. Løb 12 km. onsdag, som opvarmning. I de gode maskinpræparede spor fik jeg mere styr på skiene end jeg var vant til. Fik vokset skiene igen. Vejrudsigten lovede skyfrit, stille vejr og rundt minus 5 gr. i Sisimiut, alle 3 dage. Men hvordan i højderne og mere inde i landet? Fredag klar til start. Rygsækken blev kontrolvejet. Jeg kunne godt se at der var de andre deltagere - og så mig. De andre i tætsluttende skidress og så mig i fjeldrævsbukser og anorak. Jeg havde desuden ikke den særlige slags rygsæk med holdere til vandflasker og drikkekrus i snor der gik rundt om en fjerderbelastet trisse. Jeg så givet lidt kikset ud. Håbede ingen ville bemærke mig i mængden. Vidste jeg ikke hvad det her drejde sig om? Det er jo verdens hårdeste skiløb. 160 km. på 3 dage i alpint terræn. Starten gik. Jeg lagde nok lidt hårdt ud de første 2½ km. Jeg ville jo ikke ligge sidst medens der endnu var tilskuere. Først var der en lille sløjfe på ruten, tilbage til arenaen, hvor jeg klarede den stejle nedkørsel uden at falde, inden vi fortsatte. Nu var det bare derud af. De første mange kilometre var relativt plant og jeg fandt ind i sporet og i en god rytme. Derefter gik det bare opad og opad igen. Der var ca. 12 km. mellem drikkeposterne så jeg skulle bare forstille mig at jeg skulle til Nordspidsen og tilbage mellem hver post. På den måde føltes det mere overkommeligt. Endelig var jeg ved lejren, hvor der også var en drikkepost. Der var nu kun en sløjfe på 12 km. tilbage havde jeg regnet ud fra antal poster jeg havde været ved. Hvordan har du det?, spurgte sygeplejersken ved posten. Jeg rettede mig op og anstrengte mig for at se frisk ud. Jeg skulle jo nødig signalere at det ville være uforsvarligt at lade mig fortsætte. Det går, sagde jeg. Der er jo kun 12 km. igen. Nej, der er 24 km. Men går det GODT? spurgte hun. Ups, så var jeg kun lidt over halvvejs. Absolut, svarede jeg. Nå, hej - jeg må se at komme videre. Bye-Bye. De har nogle lange kilometre her. Ved drikkeposterne ventede der chokolade, kage, kaffe, saft og opmuntrende ord fra de søde frivillige, deriblandt Dorthe Filemonsen som jeg kendte fra Kangaatsiaq. Det var nu knapt så meget op og ned og ruten gik forbi et par udsigtspunkter hvor jeg var nød til at overgive mig og lige give mig tid til at nyde synet mod nord ud over det frosne og snerige bjerglandskab. Endelig tilbage i lejren, som en af de sidste, dog ikke aller sidst. Fik anvist teltplads. Fandt min paksæk som var transporteret ud på snescooter. Skiftede til tørt tøj og hængt det andet til tørre. Fandt de andre nære bekendte, Ann-Sofie , Martin og Sascha og snart sad vi bænkede i spiseteltet fik chips, frysetørret varm ret og drikke. Fandt min fysioterapeut og fik 15 min. massage på de ømme skuldre. Ringede til Inge på Iridium telefonen. Nok var jeg træt men ingen vabler eller skader , kunne jeg fortælle. Var endnu ved godt mod. Gik tidligt i fibersoveposen godkendt til minus 18 gr. Det gik fint med at holde varmen da jeg også havde iført mig dun tøj. Det var ca. minus 23 gr. om natten Var rimeligt udhvilet om morgenen. Smurte skiene. Start kl. 10 i strålende solskin. Opad, opad og opad til udsigtspunktet i 664 m. højde med udsigt mod syd udover fjorden. Så nedad igen og opad igen. Jeg havde føling med en lille gruppe der lå som en bagtrop, men skiene var blevet bagglatte. Af med skiene og smøring med voks som jeg havde holdt lunt i en bukselomme. Smøringen fæstede til skisålen i store klumper som tyggegummi og andre steder slet ikke. Prøvede forgæves at glatte ud med korken men helt nytteløst. Jeg mistede nu helt føling med bagtroppen så nu var jeg alene. Skyndte mig videre men kunne ikke nå op til de andre. For ikke at komme til skade tog jeg skiene af ved de værste nedkørsler, og løb ned. Videre ned og runde på arenaen i byen og så opad igen. Ved en af posterne var der en politibetjent der mente jeg manglede en "booster". Den bestod af et stort krus med en del kaffe og en del coca-cola. Det brugte de bedste som Øjstein Slettemark og dem, fortalte han. Han var gudskelov leveringsdygtig i denne trylledrik. Nu, skal du nok klare det sagde han. Han susede videre i forvejen på snescooter og stod klar med en ny "booster" ved næste post. Fantastisk dejligt menneske. Jeg husker også tydeligt en vis Anso? (Laarseeraq Skiftes hustru), på snescooter, som meddelte mig at hvis ikke jeg nåede næste post kaldet "point of no return) inden for 40 min. ville jeg blive pillet ud af løbet da det så ville være tvivlsomt om jeg kunne nå til lejren inden for tidsrammen. Og så sang hun en kampsang eller hymne, noget med Aaa- Cee - Aaarr. Det tænkte jeg meget over alt i medens jeg stred mig op den laange bakke mod punktet ved skiliften. Men jeg nåde det med 3 min.s margin. Jeg var grædefærdig af lettelse. Var der noget jeg ikke ville så var det at blive pillet ud af løbet efter al den forberedelse og præstige, jeg havde lagt i at gennemføre projektet. Nu var jeg sikker på at komme i mål dag 2 også, ,men jeg var så træt som jeg kan blive. Aldrig mere, dette skulle være første og sidste gang at jeg skulle deltage, meddelte jeg Inge over telefonen, efter jeg var kommet i mål med en række snescootere i halen. Nu kunne de frivillige endelig holde fri for idag. Jeg sporede dog ingen bitterhed hos dem over at de havde måttet vente på håbløse mig. Dog stadig ingen skader som vabler, jeg kunne gå uden at halte om end noget stift. Men træt det var jeg, fysisk og mentalt. Kunne jeg ikke lige så godt se det i øjnene med det samme og så være tilfreds med det jeg havde gennemført? Nej, se an til imorgen. Det er altid en god ting, spændt på om jeg kunne nå at komme til kræfter til sidste etape. Jeg var næsten for træt til at skifte tøj, spise og få massage, men der er jo basale behov der må opfyldes. Tidligt i soveposen. Dag 3 skulle vi særligt tidligt op, da vi jo skulle pakke vores ting sammen, så de kunne fragtes ned til Sisimiut. Næste morgen gudskelov stadig godt vejr men koldt. Lejren lå i skyggen og solen kom først op over fjeldene kort før start og oplyste lejren. Det svimlede for mig da gik rundt og pakkede. Var det her smart? Der var stadig nogle timer til start. Efter morgenmad, müesli og kaffe, gik det bedre. Sascha hjalp mig med at smøre mine ski, blå klister der blev jævnet ud med strygejern. Jeg trimmede indholdet i min rygsæk så den vejede 15 mg. ud over de krævede 5 kg. Første etape var jo sløjfen i højden, der førte tilbage til lejren, så hvis jeg ikke kunne mere var det et naturligt sted at melde pas. Jeg sakkede jo som forventeligt bagud og lå snart sidst men fik efterhånden stabiliseret farten og nåede op igen og fik kontakt og overhalede til med enkelte. Smøringen hjalp meget. Denne dag brugte jeg minimal tid på posterne, et krus saft og så proppe munden med chokolade som så lå og smeltede i munden medens jeg stavrede videre. Fik efterhånden indhentet Ann-Sofie og hvis jeg kunne følge trop, måtte den være hjemme. Vi havde nu passeret det højeste punkt så nu var det mest ned ad bakke. Ann-Sofie tog de fleste nedkørsler på ski, medens jeg løb ned med skiene i hånden. Vi passerede "point of no return" med god margin, så langsomt dæmrede det for mig at, det her klare du nok. Jeg fik tåre i øjnene af lettelse, godt jeg havde solbriller på. Måske jeg også snøftede lidt. Det som syntes så umuligt at opnå i går aftes og nu til morgen, skulle blive virkelighed. Og så passerede vi mållinien sammen. Det lyder måske mærkeligt, men bare det at gennemføre betød uendeligt meget for mig. Skidt med plasseringen, at jeg kom sidst af alle samlet set og at diplomet jeg fik, havde et billede af mig nr. 149 indfældet, gående med skiene i hånden op ad bakke, men det var det jo fakstisk hele vejen, fra da jeg tilmeldte mig.